Kære Poul,
Tak for dit indlæg.
Jeg vil gerne begynde med dit sidste spørgsmål – hvorfor skal man være medlem af Værløse Golfklub?
Det er meget individuelt – nogle medlemmer er det vel, fordi de bare gerne vil spille golf på en god bane, hvor man bliver udfordret – uanset niveau. Andre måske, fordi det er praktisk i forhold til bopæl eller arbejde. Og nogle tredje, fordi de føler et særligt tilhørsforhold til netop Værløse Golfklub, og fordi de ved siden af golfsporten har et socialt liv her.
Udover golfbanen kan vi byde på en Proshop med nogle dygtige trænere og en caf´e, hvor man kan hygge eller indtage dagens frokost eller aftensmad – også selvom man ikke spiller golf.
Uanset de bevæggrunde, man måtte have for sit valg, bestræber bestyrelsen og den daglige ledelse os for at skabe en helhed, så man føler, at man samlet set får værdi for pengene.
Selvfølgelig kan vi altid gøre det endnu bedre – og jeg synes, at de konkrete ting, som du nævner, er helt fair. At alt endnu ikke er der, hvor det skal være, skyldes prioriteringer, der tager afsæt i ressourcer og vejret.
Vi har været ramt på ressourcerne af to årsager. Pga. Corona valgte vi tidligt at få afholdt så meget ferie/afspadsering, som muligt. Endvidere havde vi en aftale med et eksternt firma om, at de skulle foretage dræningen, så vores greenkeepere kunne koncentrere sig om det øvrige og om at levere en bane, der altid fremstår som den bedste udgave af sig selv. Det eksterne firma, der havde lovet at foretage dræningen i marts/april, kunne pludselig ikke påtage sig arbejdet før i maj/juni. For ikke at blive yderligere forsinket, valgte vi at lade vores egne medarbejdere tage dræningsprojektet.
Dræningsarbejdet er ved at være afsluttet, hvorfor der igen kan blive tid til at få færdiggjort andre projekter – f.eks bunker og teested, som du nævner. Vi er klar over, at flere ting udestår.
Rangeboldene bliver skiftet hvert 2. eller 3. år. Der var tryk på ved sæsonåbningen, og man kunne ikke følge med på boldopsamlingen. Derfor valgte man at supplere med ekstra bolde fra gamle puljer, og derfor har ikke alle bolde været af ordentlig kvalitet. Det er planen at skifte alle rangebolde igen inden sæsonåbningen i 2021.
Vh
Kim Christensen
Formand