FAQ – Oftest stillede spørgsmål af nye medlemmer i klubben
– Hvordan bruger man driving range?
Du har allerede i dit prøvemedlemsskab ret til at benytte driving range. Ved indgangen til driving range står der regler for, hvad du skal overholde på rangen. Vi ser f.eks. gerne, at du selv bærer boldkurvene på plads efter brug. Bruger du driving range på tidspunkter udenfor sæsonen, hvor robotterne ikke kører, kan du samle bolde selv, evt. ved at bruge boldvognene.
– Hvordan passer man på andre og sig selv på banerne?
På den store bane er der faste regler for, at ingen bliver ramt af en bold. Greenkeeperne skal give tegn til dig, før du må slå bolden fremad, hvis de arbejder på det hul, du spiller på. Du skal konsekvent sikre dig, at spillerne foran dig er væk, før du slår til din bold. På hul 10 ringer du med klokken, når du passerer stedet, så spillere bag dig kan høre, at der er fri bane til at slå ud. Som nybegynder skal du også være varsom, når du leder efter din bold, og ikke er vant til at færdes på banerne. Hullerne grænser op til hinanden, så vær opmærksom på, om du er på vej ind på et andet hul i din søgen. Kommer du alligevel til at slå en bold, der er ved at ramme andre, råber du ”FORE” så højt du kan, så spillerne kan knæle med armene ovenpå hovedet for at beskytte sig. Hører du et ”FORE”, gør du det samme.
– Hvordan får jeg udstyr?
Du kan starte med at leje udstyr i Proshoppen under dit prøvemedlemskab. Når du melder dig ind, tilbyder Proshoppen en fitting, hvor du kan finde og købe det udstyr, der passer bedst til dig og din pengepung. Protrænerne i shoppen er gode til at hjælpe dig på vej og vejleder gerne om alt. Du kan også leje, hvis de er ledige, en trolley i proshoppen fra gang til gang.
– Hvordan finder jeg klubbens arrangementer og træning?
Værløse Golfklub og de fleste klubber bruger GolfBox, hvor du logger ind med dit medlemsnummer og en kode. Her finder du alle klubbens arrangementer (under Klubturneringer). Nogle arrangementer er begrænset med handicap, så du f.eks. skal have under 36 for at deltage – men en lang række arrangementer og træningssessioner er for alle. I menuen under Lektioner kan du booke individuel træning direkte i trænernes kalender.
– Hvordan finder jeg en at spille med?
Ud over begynderforløbet, hvor du møder andre begyndere og lærer nogle af fadderne at kende, er der oprettet en Facebook-gruppe for medlemmer med navnet ”Værløse Golfklub – Find en at spille med”. Der kan du aktivt søge efter andre, der også mangler en at gå en runde med. Samtidig er der mange ”klubber i klubben” – f.eks. Dameklubben, Herreklubben, Morgenfruerne og Turferne, hvor du kan melde dig ind og finde spillemakkere, ligesom flere af klubbens arrangementer, f.eks. Blå Mandag, er lavet for at du skal finde andre at spille med.
– Hvordan kommer jeg ned i handicap, så jeg kan spille med i alle turneringer?
Nygolfer runder og turneringer er både lavet for at du kan komme i gang med at spille på den store bane, og for at du kan komme ned i handicap. Hold også øje med Klub 36+ runder i GolfBox, som giver mulighed for at spille sig ned i handicap. Men ellers er det at finde en at spille minimum 9 huller med på den store bane, eller spille med i turneringerne. Når du spiller på den store bane samler du point efter Stableford-systemet, der bringer dig ned i handicap, hvis du får point nok.
– Hvordan lærer jeg banen at kende?
Ud over den banegennemgang du får i prøveforløbet, findes der en digital baneguide på hjemmesiden, hvor hullerne er beskrevet. Du kan også bruge appen GLFR, hvor protræner Thomas Lindhardt på hvert hul har skrevet tips, og hvor du f.eks. kan måle afstanden fra der hvor du står og op til green på alle hullerne.
Hvis ikke du fandt svar på dit spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen i sekretariatet og hos trænerne. Kom forbi eller ring/skiv til os. Og Begynderudvalget er altid parat til at hjælpe.
Vi vil også anbefale dig at læse klubbens ordens- og etiketteregler.