Klub 36+ er for dig, der har et handicap mellem 36 og 54 og gerne vil spille med andre golfspillere i samme handicapgruppe.
Der er rig mulighed for, at du stille og roligt kan få forbedret dit golfspil og dit handicap samtidig med, at du får lært andre golfspillere i klubben at kende.
Vi spiller ganske almindelig 9-hullers Single Stableford, og der vil være frivillige fra Begynderudvalget til at sende jer godt på vej. Hvis muligt går medlemmer fra udvalget med i nogle af boldene.
Der er plads til 24 spillere hver gang, og tilmelding er efter først til mølle-princippet, senest 3 dage før spilledagen. Efterfølgende tilmeldinger kommer på venteliste.
Startlisten er tilgængelig senest dagen før kl. 18:00. Hvis du er tilmeldt og alligevel ikke kan komme, kan du selv slette dig igen, eller melde afbud til den turneringsansvarlige.
På spilledagen: Mød op i god tid, mindst ½ time før starttid, udskriv dit scorekort og husk at vælge tee. Du vælger frit, men vælg f.eks. tee-33, hvis du ikke slår så langt. Det er sjovere at nå frem og afslutte hullet på green, end ‘løbe tør’ for slag ude på fairway. Få varmet op og vær klar ved stenbænkene ved Tee1 10 minutter før du skal slå ud.
Der skal selvfølgelig også være plads til socialt samvær, så derfor er det en god ide at spise sammen efter runden. Du kan evt. forudbestille din mad i Spisehuset, inden du går ud, så der ikke er for lang ventetid, når du kommer ind. Mad og drikke er frivilligt og for egen regning.
Efter runden vil der være mindst et udvalgsmedlem til at svare på spørgsmål og modtage ros/ris og gode ideer til de næste runder.
Du tilmelder dig alle vores aktiviteter i GolfBox under Klubturnering (nederste punkt i menuen til venstre).
De bedste hilsener / Begynderudvalget