Nyheder fra siden

Nyheder

Mandag, den 18. november afholdt vi klubbens årlige, ordinære generalforsamling på Marie Kruses Skole i Farum.

Der var mødt 86 medlemmer med 14 fuldmagter, i alt var 100 stemmeberettigede repræsenteret.

Her er et kort resumé af generalforsamlingen. Det fulde referat finder du her.

  • Søren Thorsen blev valgt som dirigent.
  • Formand Kim Christensen fremlagde bestyrelsen årsberetning, som blev taget til efterretning.
    To udvalgsformænd – Lene Sommer for Juniorudvalget og Eugene Spiro for Begynderudvalget – overdrog formandskabet til Erik Krzton respektive Sanne Bech. Formand Kim Christensen takkede Lene og Spiro for deres mangeårige engagement i udvalgene. Sonja Horsted fik også en påskønnelse for hendes indsats med det nye Turneringsudvalg i år.
    Vi hyldede årets ildsjæl: Erik Pedersen. Og årets udvalg: Regel- og Dommerudvalget.
  • Kasserer Ole Nielsen fremlagde årsregnskabet 2018/19, som blev godkendt.
  • Formand Kim og Næstformand Søren Boye redegjorde kort for fremtidsplanerne, som blev gennemgået på dialog møderne, og bad generalforsamlingen om mandat til at kunne sætte projektet vedrørende indendørs træning og sammenlægning af sekretariat og proshop i gang efter nøje vurdering af de yderligere muligheder, der er kommet frem efter dialogmøderne. I budgettet for 2019/20 indgår en ekstraordinær omkostning til dette projekt på 482 tkr.
  • Kasserer Ole Nielsen fremlagde forslag til kontingentsatser 2020 og budget for 2019/20 inklusive ovennævnte ekstraordinære omkostninger.
    Budgettet blev sendt til afstemning og godkendt af generalforsamlingen med 75 for, 22 imod og 3 blanke stemmer.
  • Der var ikke indkommet forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmerne.
  • Valg af formand: Kim var på valg, modtog og fik genvalg.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer: Søren Boye var på valg, og Ole ønskede at træde ud af bestyrelsen. Bestyrelsen forslog genvalg af Søren og Wagn Erik Nørgaard som nyt medlem af bestyrelsen. Der var ingen andre kandidater.
  • Eventuelt: Et medlem havde bedt om generalforsamlingens stillingtagen til den midlertidige ordning med tilladelse af hund på banen. Dirigent Søren konstaterede, at der ved håndsoprækning var overvejende modstand mod beslutningen.

Mange tak til de frivillige hjælpere – Anne-Lise, Hanne, Svend og Carsten.

Sekretariatet/Pia

Som det fremgår af ’Formandens beretning’ i indkaldelsen til generalforsamlingen udløber forpagtningsaftalen med Ricardo og hans stab (Cana Catering) ved udgangen af indeværende år. Vi drøfter både en forlængelse med Ricardo og andre alternativer.

Som det også fremgår af beretningen, er det bestyrelsens opfattelse, at Cana havde en svag start, men samarbejdet er år for år blevet bedre, og det fungerer i dag. Vi har imidlertid også fulgt med i medlemmernes vurdering af caféen i Golfspilleren i Centrum, og her må vi konstatere, at der skal ske forbedringer, hvis vi skal fortsætte med den nuværende løsning. Vi har derfor også bedt Ricardo om at gøre sig overvejelser om, hvor han ser, at medlemmernes tilfredshed kan ændres i positiv retning. Samtalerne om en ændret eller ny forpagtningsaftale forløber i november, så vi forventer at kunne orientere nærmere i december. 

Hvis der er medlemmer, der – udover det, som vi kan læse i Golfspilleren i Centrum – har indspark, kan I sende dem til mig på klchristensen@hotmail.com.

På bestyrelsens vegne,

Kim Christensen

Efter ønske fra flere medlemmer har bestyrelsen besluttet, at vi foreløbigt i en forsøgsperiode tillader, at medlemmer og gæster kan have hund med på banen ved spil i private runder.

Det er selvfølgelig en forudsætning, at det kan ske uden gene for andre spillere. Hunden skal være i snor, må ikke færdes på greensområderne og eventuelle efterladenskaber skal fjernes af hundens ejer med det samme.

Klubbens ordens- og etiketteregler vil blive opdateret tilsvarende.

På bestyrelsens vegne

Sekretariatet/Pia

Bestyrelsen inviterer medlemmerne til dialogmøder:

Tirsdag d. 29. oktober, kl. 19:00 – 21:00 i Golfcaféen

Mandag d. 4. november, kl. 19:00 – 21:00 i Golfcaféen

På generalforsamlingen i november vil vi fremlægge en femårsplan for videre udvikling af klubbens tilbud, herunder planerne for banen, bygningerne og indendørs træning. Planerne vil blive gennemgået med tilpas grundighed på selve generalforsamlingen, hvor den endelige beslutning om gennemførelse vil blive truffet.

Da planerne rækker flere år frem, og der er tale om større investeringer, vil vi gerne give alle mulighed for at sætte sig grundigt ind i det, stille spørgsmål og give sin mening tilkende allerede inden generalforsamlingen.

Derfor inviterer vi til dialogmøder begge dage med følgende agenda:

  1. Introduktion v/bestyrelsen
  2. Indendørs træning (simulatorgolf) og flytning af Sekretariat v/bestyrelsen
  3. Femårsplan for banen v/Baneudvalg

Fortsæt med at læse “Invitation til dialogmøder”

Joachim Nordli er udtaget til junior landsholdets udviklingstrup.

Vi har som klub igen fået en junior ind i DGU’s landsholdsarbejde. Joachim er blevet udtaget til udviklings-truppen for DGUs drenge landshold.

Det er kulminationen på en god sæson, som har budt på en masse gode resultater:

1. Cleveland Srixon Værløse Junior/ynglinge Open nr 1, i +2
2. Mølleåens Junior/ynglinge cup nr 2, i -2
3. Kronborg Masters nr 21, i +8
4. Hillerød pokalen nr 17, i +3 Herre turnering
5. Royal Cph nr 11, i +5
6. Asserbo Wilson staff Junior Open nr 11, i +9
7. Cobra puma Junior open nr 4, i +3

Fortsæt med at læse “Breaking news: Joachim på landsholdet”

Buggyforbud

Banen er nu så våd, at det ikke længere er forsvarligt at anvende buggies. Buggyforbuddet træder i kraft fredag den 11. oktober, og må forventes at vare til foråret.

Foreløbigt er alle andre former for køretøjer, inklusive trolleys, tilladt. Men alle opfordres på det kraftigste til kun at køre til den hvide linje, som er tegnet ved hver green. Dette gælder også trolleys.

Desværre er der noget, der tyder på, at det våde vejr forsætter den næste uges tid. Så pas på banen.

Nedslagsmærker

Jeg undrer mig over, at det er nødvendigt endnu engang at skulle skrive om nedslagsmærker, som ikke bliver rettet op.

Men det er det, desværre. Den ene ting, som er allermest skyld i ujævne greens, er uoprettede – eller dårligt oprettede – nedslagsmærker. Lige meget hvor gerne vi end vil, så har vi ikke tid at rette alle de mærker op. Det er spillerens ansvar. Det er vigtigt at rette nedslagsmærker op hele året, men det er allermest vigtigt nu. Væksten i græsset er stort set stoppet, der er ikke vækst til at græsset kan retablere sig. Det er samtidig højsæson for svampeangreb, og for svampene findes der ikke noget bedre sted at etablere sig end i et nedslagsmærke, hvor græsset er svagt og mangler modstandskraft. Så I vil gøre alle, men allermest jer selv, en kæmpe tjeneste ved at rette nedslagsmærker op.

Rimfrost

De første tilfælde af rimfrost har været her. Der vil sikkert komme flere. Proceduren fra vores side er, at hvis vi med rimelig sikkerhed ved, at der er rimfrost den kommende dag, blokerer vi de tider, som vi forventer vil være ramt af forsinkelse. Der vil blive sendt en besked ud til de spillere, som får slettet deres tider. Hvis vi er på stedet – altså på job – vil en af os tjekke op på forholdene løbende. Vi ved af erfaring, hvor frosten sidst forsvinder. Det er typisk på green hul 1, når der er tale om for-9. På bag-9 er det altid hul 15, som er senest klar, op til en time senere end på hul 1. Når der er rimfrost er alle dele af banen lukket, også puttinggreens og arealerne omkring samt træningsområde. Hvis ikke vi er på job, skal den indsatte blokeringstid accepteres. Er der stadig rimfrost, viser det bare, at vi ikke blokerede nok. Banen er stadig lukket.

Fairways

På trods af sidste års lange tørke, har fairways været ret gode i år. Vi har nok alle set, at det ikke er på alle baner, at de har været lige heldige. På grund af den investering der gennem årene er lagt i arbejdet med fairways; dybdeluftning, topdress, eftersåning, overfladeluftning etc., står vi med fairways, som er mere klar til de klimaudfordringer, som vil komme. Lige nu er der dog så vådt, og der er så mange ormeskud, at det er bedst for banen og for spillet, at vi indfører spil med lejeforbedring.

Med venlig hilsen

Greenkeeperne

Vi har indgået en aftale med rejseselskabet GolfPlaisir, som kommer både dig og klubben til gode.

Herunder er 2 aktuelle rejsetilbud.

Book din rejse i GolfPlaisirs webshop og spar penge

Frem til den 24. oktober får du kr. 300 i rabat per person, hvis du booker din golfrejse online. Kampagnen gælder alle ugerejser, som kan bookes online i webshoppen.

Spar 1.000 kr og få All Inclusive på Lanzarote og dansk golfvært

Til november starter rejserne til det skønne All Inclusive hotel, Sentido Aequora Suites, på Lanzarote. I år er der for første gang en dansk golfvært på plads i Spanien, og det fejrer GolfPlaisir med 1.000 i rabat per person på alle nye bookinger med afrejse frem til januar 2020.

For hver rejse et Værløse Golfklub medlem booker hos GolfPlaisir modtager klubben 175 kr. Husk at oplyse dit medlemsnummer (DGU-nummer) ved bookning hos GolfPlaisir.

Sekretariatet/René

Årets sponsorrejse og seminar gik til Irland. Vi boede i centrum af byen Portrush, tæt på det hele, hvor vi fik nogle gode kulinariske oplevelser.

Den første dag spillede vi Royal Portrush. Det er banen, hvor der i år blev spillet British Open. Den er ranket som nr. 15 i verden. Det var en fantastisk oplevelse hvor vi alle havde caddie på, dog ikke Liuming. Banen blev spillet i vejrmæssige udfordringer, som det hører sig til på de kanter. Det var heldigvis tørt, og vi var i det hele taget meget heldige med vejret. Det er et malerisk flot scenarie på og omkring banen, tæt på og med udsigt til steder, hvor de bl.a. har optaget Game of Thrones.

Som I kan se på deres pokal skab, så er der blevet spillet mange, store turneringer på banen.

Vi spillede ligeledes Ballycastle, Castlerock og Malone. Castlerock var en stor oplevelse, en bane tæt på at være i samme kategori som Royal Portrush. Malone var en flot parkbane tæt på Belfast.

Vi havde forskellige vindere og præmier hver dag, men over all vinder for turen blev Lasse Nørgård fra Crowe, Liuming vandt konkurrencen om at spille længst med den samme bold, hun klarede alle 4 runder. Peter Rohde fra Sim Golf kæmpede godt, men smed sin i vandet på det allersidste hul, rygter siger at Liuming smilede da det skete.

Tak til sponsorerne for en rigtig god tur, håber vi ses igen på turen næste år.

Sekretariatet/René

Golf i efterårsferien

I efterårsferien –  den 14.-17. oktober – har vi et kursus, hvor vi samler alle spillets aspekter:

På dette kursus har vi fokus på at forbedre jeres spil på alle områder. Efterfølgende kan I holde træningen ved lige henover vinteren, eller bruge de tillærte redskaber til at få en god start på sæsonen 2020.

Kurset består af: 

– Undervisning i spillets facetter (lange slag, indspil, bunker og putting)

– Spil på banen med træner.

– Afsluttende turnering med flotte præmier

Fortsæt med at læse “Golf i efterårsferien”

Vi har nu fået ny rating og slope for banen fra DGU efter de baneændringer, der er gennemført, som påvirker længden på enkelte huller og dermed selvfølgelig den samlede banelængde.

Du kan se de nye aktuelle banelængder, CR og slope for damer og herrer her på hvert teested

Vi har også opmålt tee 33, som er det fremrykkede ‘teested’ på fairways. Efter test af forskellige markeringer de sidste måneder, har vi besluttet hvilke vi vil anvende fremover, så der bliver indkøbt mere synlige markeringer til tee33 nu. Det er nu også muligt at vælge tee33 ved udskrift af scorekort.

Tjek lige dit scorekort første gang du spiller, du har måske mistet et slag!

Og mange tak til Volkswagen Gladsaxe, som både er sponsor på vores nye scorekort og fremover også på hul 16.

Sekretariatet/Pia

Nyheder fra Facebook

Værløse Golfklub

Værløse Golfklub blev stiftet i 1993, og er med sine ca. 1.100 medlemmer den næststørste idrætsforening i Furesø Kommune. Golfbanen er tegnet af banearkitekt Jan Sederholm, og blev indviet i 1996. Den er anlagt i et åbent og meget smukt kuperet moræne-landskab grænsende op til Ryet Skov. Det er en bane, hvor vinden spiller en stor rolle, og afhængig af dens retning og styrke præmieres præcisionsspil fremfor længde. Den spiller, der tænker sig om, vil have størst chance for at komme hjem til klubhuset med en lav score. Det er vores mål, at banen altid skal stå i den bedste udgave af sig selv, og vi investerer løbende i udvikling og forædling af banen og beplantning på området. Vi håber, at alle, der spiller på Værløse Golfklubs bane, vil føle, at de, udover spillet, har fået en dejlig naturoplevelse på en golfbane, hvor klubben gør sit til at fremme og bevare flora og fauna.
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub2 uger siden
I dag blev årets første junior rangliste afviklet i Greve Golfklub.
I u16a drenge rækken deltog Valdemar Hansen og Benjamin Thomsen. De spillede begge masse af gode huller og fik en masser god erfaring.
I u16b pige række deltog Ida Hansen i hendes første rangliste turnering og hvilken debut med en super runde i 79 og en sejr med 10 slag må det siges at være godkendt.

Godt spillet af jer alle tre det giver håb om en super sæson.
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub4 uger siden
Så er chefgreenkeeper Martin ved at være klar med 5 nye range pladser, - der mangler bare at blive asfalteret på stien bagved ☺️. Det er dog besluttet, at de 5 nye pladser er forbeholdt bestyrelsen. Vi opfodrer medlemmer og gæster til at vise hensyn ⛳
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub1 måneden siden
🇩🇰Åbningen af vores 18 hullers bane🇩🇰 Banen står flot og grøn for årstiden, og det er med stolthed, at vores chefgreenkeeper Martin kunne erklære banen åben fredag d. 28. marts 2025.
For 3. år i træk stod Dennis Sjørslev klar og gik ud i den første bold⛳️ Vi glæder os til at se medlemmer og gæster på banen.
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub1 måneden siden
🇩🇰 Rejsegilde for vores nye fælles modtagelse med deltagelse af håndværkere, bestyrelse og ansatte.🇩🇰

Flaget var hejst, pølsevognen stod klar, stemningen høj og formand Wagn Erik Nørgaard holdt tale: "Det er en stor fornøjelse for mig at stå her i dag og markere et helt særligt øjeblik i vores byggeprojekt. Velkommen til rejsegildet".

Du kan læse hele talen her: https://vaerloese-golfklub.dk/byggeplaner/
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub1 måneden siden
Klar-parat, vi åbner snart 🤩⛳️🏌️‍♀️
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub1 måneden siden
Åbner vi snart?🙏⛳Vejret er så dejligt, og vi kan næsten ikke vente... Men! Det kræver, at jordtemperaturen skal være over 6 grader. Lige nu er der stadig nattefrost - i morges var der minus 6 grader🥶. Chefgreenkeeperen håber på, at vejrguderne er med os, så jorden varmer op, og vi kan åbne i slutningen af marts. Vi krydser fingre...