Værløse Golfklubs bedste dame og herrehold deltager i Danmarksturneringen, hvor vi har hjemmekampe tre weekends om året. Disse weekends stiller klubbens Starterteam op og hjælper til med afviklingen.

Herunder er beskrevet, hvilke opgaver der typisk er for Starterteamet. Der er er altid 2 startere til stede til DM matcherne.

  • Starterne møder kl. 7 for at nå de vigtigste opgaver inden spillerne kommer, bl.a. hejse flaget, sætte skilte op om at banen er lukket, tale med greenkeeper om banens tilstand.
  • Starterens rolle er ikke at afgøre regeltvister, men kun afvikling. Tvister rettes til DGU på bagtelefonen.
  • Starteren sørger for holdkort til begge hold og indsamling 20 min før kampstart.
  • Starteren udarbejder startlister og sørger for start af hvert hold.
  • Starteren giver grønt lys for hvert start på hul 1.
  • Starteren indsamler resultat hos holdkaptajnerne og udarbejder resultatskema.
  • Nye Startere vil blive grundigt oplært i brugen af GolfBox turneringsdel af de nuværende Startere.
  • Efter endt turnering sørger Starterne for at klubbens øvrige spillere kan anvende banen uden problemer for Danmarksturneringen.
  • Der tages flag ned, buggy køres i garage og banen erklæres Åben for spil. 

Hvis der er nogen som er interesseret i at blive en del af starter teamet, så er man velkommen til at kontakte enten

Stephen Laursen fra StarterTeamet på laursen118@youmail.dk

eller

Johnny Hansen, formand Sport-& Eliteudvalget på jh@tivoli.dk.

I GolfBox´s vanlige tidsbestillingsvindue vælger du ressourcen: Golfsimulator – Trackman. Her kan du, som medlem af klubben booke boxen med en times interval. Du kan træne individuelt eller spille flere sammen på 53 forskellige golfbaner.

Hvis du ikke har prøvet at spille simulatorgolf før, og gerne vil have en kort introduktion første gang, så anbefaler vi dig at booke tid mellem kl 10 og kl 15, hvor sekretariatet er bemandet.

Prisen per time er 80 kr, som skal forudbetales ved bookning. Skal I spille flere sammen, i flere timer, så booker du/I, det antal timer, I skal spille, og fordeler pengene imellem jer.

Simulatoren starter du op ved at trykke på den orange knap på terminalbordet, alt starter automatisk op. Følg instruktionerne på skærmen.

OBS: I SKAL anvende de bolde, der ligger i kurven i lokalet.

Bagbeklædningen bliver ødelagt, hvis I anvender farvede, beskidte eller mærkede bolde.

Tryk på den orange knap igen, når I er færdige, det lukker terminal, projektor og Trackman ned. Husk at rydde op efter jer og samle boldene sammen, så det hele står klar til dem, der har booket den næste tid. Hjælp os med at passe godt på udstyret.

Med Trackman kan du måle flere elementer i dit sving. Vi vil anbefale dig at booke en instruktion med en af trænerne, som selvfølgelig ved alt om, hvad informationerne kan bruges til, og hvad du skal arbejde med for at optimere dit sving.

Kontakt trænerne på email: lindhardtgolf14@gmail.com eller tlf. 2464 5218.

God fornøjelse!

Sekretariatet/Pia

Vi har indgået en ny samarbejdsaftale med Per Edrén Advokatfirma. Per Edrén spiller selv golf her i klubben, og driver forretning i Farum:

”Advokatfirmaet Per Edren er en del af Eurojuris Danmark, som igen er en del af Eurojuris International.

Advokatfirmaet har et omfattende lokalkendskab, idet det blev etableret i Farum for mere end 70 år siden. De sidste godt 35 år på den nuværende adresse.

Kontoret ligger centralt i byen, og har i årenes løb gennemgået en udvikling på alle områder, således at vi er stand til at klare enhver opgave, som vore klienter måtte stille os.

Fortsæt med at læse “Ny sponsor: Per Edrén Advokatfirma”

Vi vandt ikke, men blev nr. 5 af 100 repræsenterede klubber. Ret så godt gået! Tillykke til Dragør GK.

Godt, at mange af vores medlemmer har taget dette initiativ fra GolfQuis til sig, og har brugt det som en sjov måde at lære de nye golfregler fra 2019 på. Har du også lyst til at være med, kan du downloade en app på din mobiltelefon eller tablet.

Se her, hvordan du gør.

Sekretariatet/Pia

Igen i år har vi booket 5 søndage hos Simgolf i Grøndalcentret, hvor du under hyggelige former kan møde andre medlemmer fra klubben og ‘spille på’ nogle af verdens bedste baner.

Vi har booket:

24. november, 12. januar, 2. februar, 23. februar, 15. marts

alle dage fra 14-17, Tilmelding ligger i GolfBox. 135 kr. for 3 timer.

Husk at melde dig ind i Simgolf og opnå rabat. Fortæl at du spiller i Værløse Golfklub. Vi kan max. være 20 deltagere, så derefter venteliste.

Mødested: Grøndalscentret, Hvidkildevej 64, 2400 Kbh NV, kl. 14.45.

Vel mødt

Motionistudvalget

Som medlem af Værløse Golfklub kan du også gøre brug af dette favorable tilbud fra Simgolf

Her er den perfekte gave til ham eller hende, du gerne vil ramme. En komplet startpakke med alt, der skal til for at blive ”uddannet” golfspiller.

Værløse Golfklubs populære, velafprøvede introduktions program til nye golfspillere kan du købe som et gavekort i en flot gaveboks, som bliver leveret gratis til den adresse, du vælger, i løbet af 1-3 dage.

Startpakken indeholder:

– 5 individuelle træningslektioner med en af klubbens trænere

– Gratis fællestræning med andre nye golfspillere

– Ugentlige aktiviteter med andre nye golfspillere

– Fri adgang til klubbens træningsområder, drivingrange og par3 bane inklusive frie træningsbolde

– Gratis regelundervisning og undervisningsmaterialer

– 12 Værløse Golfklub logobolde

Pris for hele pakken: 2.000 kr

kom forbi os i sekretariatet, hvor du også både kan se og købe startpakken.

Efter 19. december og indtil 22. december kan du købe pakken i Proshoppens åbningstid.

Sekretariatet/Pia

Mandag, den 18. november afholdt vi klubbens årlige, ordinære generalforsamling på Marie Kruses Skole i Farum.

Der var mødt 86 medlemmer med 14 fuldmagter, i alt var 100 stemmeberettigede repræsenteret.

Her er et kort resumé af generalforsamlingen. Det fulde referat finder du her.

  • Søren Thorsen blev valgt som dirigent.
  • Formand Kim Christensen fremlagde bestyrelsen årsberetning, som blev taget til efterretning.
    To udvalgsformænd – Lene Sommer for Juniorudvalget og Eugene Spiro for Begynderudvalget – overdrog formandskabet til Erik Krzton respektive Sanne Bech. Formand Kim Christensen takkede Lene og Spiro for deres mangeårige engagement i udvalgene. Sonja Horsted fik også en påskønnelse for hendes indsats med det nye Turneringsudvalg i år.
    Vi hyldede årets ildsjæl: Erik Pedersen. Og årets udvalg: Regel- og Dommerudvalget.
  • Kasserer Ole Nielsen fremlagde årsregnskabet 2018/19, som blev godkendt.
  • Formand Kim og Næstformand Søren Boye redegjorde kort for fremtidsplanerne, som blev gennemgået på dialog møderne, og bad generalforsamlingen om mandat til at kunne sætte projektet vedrørende indendørs træning og sammenlægning af sekretariat og proshop i gang efter nøje vurdering af de yderligere muligheder, der er kommet frem efter dialogmøderne. I budgettet for 2019/20 indgår en ekstraordinær omkostning til dette projekt på 482 tkr.
  • Kasserer Ole Nielsen fremlagde forslag til kontingentsatser 2020 og budget for 2019/20 inklusive ovennævnte ekstraordinære omkostninger.
    Budgettet blev sendt til afstemning og godkendt af generalforsamlingen med 75 for, 22 imod og 3 blanke stemmer.
  • Der var ikke indkommet forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmerne.
  • Valg af formand: Kim var på valg, modtog og fik genvalg.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer: Søren Boye var på valg, og Ole ønskede at træde ud af bestyrelsen. Bestyrelsen forslog genvalg af Søren og Wagn Erik Nørgaard som nyt medlem af bestyrelsen. Der var ingen andre kandidater.
  • Eventuelt: Et medlem havde bedt om generalforsamlingens stillingtagen til den midlertidige ordning med tilladelse af hund på banen. Dirigent Søren konstaterede, at der ved håndsoprækning var overvejende modstand mod beslutningen.

Mange tak til de frivillige hjælpere – Anne-Lise, Hanne, Svend og Carsten.

Sekretariatet/Pia