Vinderne i 2021. A-række: Casper Holst Christensen (Frederikssund GK). Vinder B-række: Annelene Zobbe (Helsingør GC).

På lørdag den 16. juli stiller vi bane og faciliteter til rådighed for vores Paragolf-spillere. Det sker i forbindelse med afvikling af den 4. match i rækken af de i alt 6 matcher, som Pensionsselskabets Paragolf Tour 2022 (PPT 2022) udgør. Turneringen afvikles med 2 turneringer i Jylland, 2 turneringer på Fyn og 2 på Sjælland.

I den forbindelse udtaler Dansk Golf Unions paragolfkonsulent Jesper Hviid: 

” Dansk Golf Union (DGU) sætter stor pris på golfklubbernes engagement og deres støtte med henblik på at få etableret og afviklet denne turneringsrække for handicappede golfspillere. PPT 2022 afvikles med økonomisk støtte fra Pensionsselskabet, og det er et tiltag, som giver plads til både eliten og bredden indenfor paragolf. Der spilles i 2 rækker – en for eliten, som spiller slagspil og én for spillere med handicap 18,5 og højere. De spillere, som har ambitioner om at komme i præmierækken, skal gennemføre minimum 4 af de seks turneringer.

Mange tak til Anne-Lise, Bente, Susan og Peter, som stiller op og hjælper med afvikling af turneringen på lørdag.

Sekretariatet/Pia

Vores samarbejdspartner, Arkitektfirmaet AG5 indsendte som planlagt vores byggeansøgning til Furesø Kommune i starten af juni.

Vi havde forventet, at lejeforlængelsen, som tidligere nævnt herunder var kommet på plads nu, men et flertal i Furesø Kommunes Økonomiudvalg ønskede på mødet i juni yderligere oplysninger, før de vil tage stilling til forvaltningens indstilling til forlængelse af lejemålet.

Vi må afvente beslutningerne på deres kommende møde i august. Det kan desværre komme til at påvirke vores tidsplan for byggeriet.

Vinderne i Tour de France konkurrencen på drivingrange i uge 26 er fundet.

Optællingen af boldene i den gule, den grønne og den prikkede beholder på rangen viste følgende indhold:

Den gule39 bolde
Den grønne31 bolde
Den prikkede82 bolde

Træfsikkerheden er ikke imponerende, når man tænker på, at der blive slået adskillige tusinde bolde på range hver uge. Måske er der noget trænerne kan hjælpe os med 😊.

Nå men tilbage til det, det drejede sig om. Altså at gætte hvor mange bolde, der var i beholderne ved afslutningen af uge 26. Vinderne er:

Fortsæt med at læse “Den gule, den grønne og den prikkede”

Det er blevet en tradition med Sommersjov i uge 26

Vi “tyvstarter” uge 26 i slutningen af uge 25, hvor vores JuniorCamp starter op, og turneringsudvalget inviterer til 9-hullers turneringen, Blå Sommersøndag.

Program og aktiviteter for VGK sommersjov
uge 26: 27. juni til 3. juli 2022

Den gule feber raser mens Tour de France feltet ruller igennem Danmark.
Du kan deltage i vores Tour de France konkurrence hele ugen.
Gæt alle dagene på, hvor mange bolde der er i den gule, grønne og prikkede beholder på drivingrange, når ugen slutter – måske kan du selv bidrage med bolde.
Vi finder vinderen når uge 26 er slut.

Fortsæt med at læse “VGK SOMMERSJOV UGE 26”

Trænerne er klar i sommerferien med kurser, hvor I kommer igennem alle facetter af spillet. Har du brug for mere skub i driveren eller vinde nogle slag i det korte spil, så har de også medicin for det.

Klik HER for at læse mere

Det har været optimalt vækst vejr de sidste uger. Det kan tydelig ses bl.a. på roughen. Den og andre udfordringer bliver der, eller er der, blevet arbejdet på.

Roughen

Den ser flot ud nu, men er blevet meget kraftig og tæt . Vi høster den som sagt noget tidligere i år – i uge 27. Pastinakken holder vi øje med og plethøster ved behov. Den bryder sig helt klart ikke om at blive slået.

Svampeangreb

Puttinggreen ved range er åben igen. Vi fik styr på svampeangrebet, og den havde godt af nogle ugers hvile.

Vi har konstateret svamp på backtee på hul 12, så tee 63 er indtil videre rykket frem sammen med tee 58.

Urin fra dådyr

På green på hul 18 er der i øjeblikket en brun ca. 30 cm stor rund plet. Det er urin fra dådyr. Dyrenes urin er så kraftig, at græsset bliver helt afsvedet. 

Lynhytter

Vi er gået i gang med at opføre de to lynhytter, vi har fået godkendt. Vi laver selv en del af arbejdet, resten udføres af sponsor HS Byg, v/Henrik Sørensen.

Det sker uden påvirkning af spillet på banen. Vi har opsat net for at beskytte dem, der arbejder på at opføre hytterne.

God sommer!

Martin Hjort

Chefgreenkeeper

 

 

Efter mange ugers tørke får vi nu regn i større mængder, end I som golfspillere bryder jer om, men det har været rigtigt godt for banen. Der er kommet god vækst i græsset, den gødning vi har spredt, giver effekt nu og græsset er groet igennem det topdress vi spredte i starten af sæsonen.

Det betyder også, at vi klipper mere nu og hullerne bliver med vores klipninger bedre visuelt defineret. Vi spiller ikke længere med oplæg.

I og med vi kommer længere hen på sæsonen og nu, hvor vi også får mere nedbør, er roughen også begyndt at vokse. Så her lidt information om vores arbejde med det langhårede udenfor selve hullerne.

Fortsæt med at læse “Arbejdet på banen nu hvor græsset vokser”

Pensionsselskabets Paragolf Tour (PPT) består af seks en dags-turneringer, hvor deltagerne skal stille op i minimum fire af de seks matcher for at deltage i årets mesterskab. De samlede vindere bliver kåret i forbindelse med “finalen” i august måned.

Værløse Golfklub lægger bane til den ene turnering, den 16. juli i år.

DGU’s paragolfkonsulent Jesper Hviid udtaler:

“Vi er i DGU meget glade for den store opbakning, vi har fået fra både klubber og Pensionsselskabet”.

Paragolferne spiller i to rækker – en A-række (slagspil) for spillere med hcp. 18,4 og derunder, samt en B-række (Stableford) for spillere med hcp. 18,5 og derover.

I forbindelse med rækkeinddelingen fordeles spillerne udelukkende efter spillehandicap, dvs. at man ikke skelner mellem spillere med diverse fysiske handicap og spillere med et udviklingshandicap.

Ledsagere og klubmedlemmer er meget velkomne til også at deltage i matchen. De spiller naturligvis i en egen præmierække.

Vi har brug for frivillige på dagen til at løse forskellige opgaver, f.eks som levende baneguide, baneservice, scoreindtastning mv. Skriv til Sekretariatet på mail@vaerloese-golfklub.dk, hvis du gerne som frivillige vil være med til at give Paragolferne en god dag i Værløse GK.

Du kan også bidrage til en god dag, ved selv at tilmelde dig turneringen her i GolfBox.

På billedet ses de 2 vindere af PPT 2021.

A-rækken: Casper Holst Christensen Frederikssund GK

B-rækken: Annelene Zobbe Mortensen Helsingør GC

Læs mere om Parasport Danmark

Sekretariatet/Pia