Vi har modtaget Furesø Kommunes tillæg til vores lejeaftale, med forlængelse til år 2053 med uændrede vilkår for lejeudgiften frem til det oprindelig udløb i år 2043. Vi afventer nu regionens afgørelse på forureningen og byggetilladelsen inklusive landzone godkendelsen for at kunne komme i gang.
Status på lejemål, forurening og byggesag

Forlængelse af lejemål og afklaring på forurening
Lejeforlængelsen blev vedtaget i Furesø Kommunes Økonomiudvalg på mødet i september. Vi afventer den konkrete aftaletekst, men er informeret om, at der ikke som tidligere foreslået vil ske ændringer i lejen i resten af løbetiden for den oprindelige aftale. Til den tid kan kommunen foreslå en alternativ metode til fastsættelse af lejen for området. Desuden skal Værløse Golfklub selv betale for oprensning af forurenet jord, samt vedligeholde og eventuelt udbygge miljømæssige tiltag på området.
Byggetilladelse
Byggesagen ligger fortsat til behandling i kommunen, men vi forventer, at der med politikernes tilsagn om forlængelse af vores lejemål frem til 2054 kommer skred i sagen. I mellemtiden undersøger vi omfanget af jordforureningen, der forventes at være overskuelig.
Hvad sker der så nu?
Vi kører på med at indsamle nye jordprøver og få et overblik over de faglige og økonomiske konsekvenser af at få forureningen behandlet korrekt.
Byggeriets opstart er udsat i forhold til vores oprindelige tidsplan. Vi vil ikke vil igangsætte ombygningen af Vestfløjen før byggetilladelse mv. er på plads. Derfor overvejer vi alternative muligheder for opsætning af Trackman til indendørs træning, som kan igangsættes uden krav om byggetilladelse. Konkret er vi ved at undersøge mulighederne for at tilpasse og udnytte det eksisterende udslagshus.
Vi venter afklaring fra kommunen på tre punkter
Efter vi afleverede ansøgning om byggetilladelse til kommunen som planlagt, den 10. juni, er vi i en situation, hvor vi ikke selv er herre over fremdriften i projektet. Der er 3 udeståender til afklaring, der alle hænger på, at der skal træffes beslutninger i kommunen:
- Politikernes stillingtagen til lejeforlængelsen, som fejlagtigt ikke kom på Økonomiudvalgets møde i maj, men først blev behandlet på mødet i juni, hvor der blev gjort indsigelser mod oplægget fra Enhedslisten samt socialdemokraterne i udvalget. Forvaltningen blev sendt tilbage for mere specifikt at belyse bl.a. økonomien i forslaget. Det nye oplæg var berammet til behandling på mødet i august, men blev udskudt til mødet i september.
- Kommunens beslutning om ansvar for, og hvad der skal ske med den lettere forurening, der blev konstateret i jordprøverne bag Proshoppen, hvor den nye bygning skal placeres. Kommunen skal tage stilling til, hvad der skal ske med forureningen samt få dette godkendt i Regionen. Det er kommunens jord, da vi bygger på lejet grund.
- Ansøgning om byggetilladelse. Vores arkitekt, AG5, har intet hørt fra kommunen siden ansøgningen blev afleveret i juni måned.
Der er således lige nu gået politik i sagen. Vi vender tilbage, forhåbentligt med gode nyheder, i slutningen af september.
Forlængelse af lejemålet trækker ud
Vores samarbejdspartner, Arkitektfirmaet AG5 indsendte som planlagt vores byggeansøgning til Furesø Kommune i starten af juni.
Vi havde forventet, at lejeforlængelsen, som tidligere nævnt herunder var kommet på plads nu, men et flertal i Furesø Kommunes Økonomiudvalg ønskede på mødet i juni yderligere oplysninger, før de vil tage stilling til forvaltningens indstilling til forlængelse af lejemålet.
Vi må afvente beslutningerne på deres kommende møde i august. Det kan desværre komme til at påvirke vores tidsplan for byggeriet.
Statusmøde med arkitekt

Sideløbende med processen med at forlænge lejemålet hos Furesø Kommune arbejder vores arkitektfirma AG5 med at gøre byggeansøgningen klar.
Ansøgningen er planlagt indsendt til kommunen den 10. juni. Projektgruppen havde i dag statusmøde med arkitekterne Martin og Camilla. Elementopbygning og forskellige materiale muligheder blev drøftet.
Jordbundsanalyserne, som vi har fået rapport på, giver ikke anledning til bemærkninger.
Jordbundsundersøgelse

Mandag-tirsdag den 9.-10. maj vil I opleve de første fysiske tegn på, at vi er i gang med byggeriet.
Firmaet Franck Miljø- & Geoteknik AS foretager jordbundsundersøgelser, der skal afklare de geotekniske forhold på arealet, hvor den nye bygning skal opføres.
Det kan give lidt gener på bagsiden af Proshoppen.
Forlængelse af lejemålet
Furesø kommune har fremsendt udkast til forlængelse af lejemålet for banen og grunden, hvor vores bygninger ligger på. Den oprindelige lejekontrakt udløber i 2043, den er i udkastet forlænget til 2053. Formelt skal den nye aftale godkendes af kommunens økonomiudvalg på deres førstkommende møde den 19. maj.
Update: Pga. en misforståelse kom vores lejemål ikke på Økonomiudvalgets dagsorden i maj måned, men først på næste møde den 22. juni.
Vores arkitekt Martin Løkkegaard fra Ag5 arbejder sideløbende med at gøre ansøgning om byggetilladelse klar.
Den fjerde fløj er fundet

Ifølge lokalplanen for det område klubbens bygninger ligger på må vi maksimalt opføre et antal kvm, så det samlede antal bygnings kvm holder sig indenfor det antal kvm den oprindelige gård på Christianshøj omfattede.
Det blev lidt af en stifinder opgave, da vi ikke havde nogle tegninger liggende af den oprindelige gård, hvor der engang var en fjerde længe, altså Nordfløjen. Der hvor der i dag er en flot udsigt fra terrassen udover arealet på den anden side af Christianshøjvej.
Det lykkedes Søren Hansen ved hjælp af Det Kongelige Biblioteks arkiver, at finde billeder af gården inklusive den fjerde fløj – Nordfløjen – som det viser sig var på flere kvm end det nye byggeri, vi ønsker at opføre. Så det bliver ikke en begrænsning for planerne.
Her kan du se, hvad Søren ellers fandt i Det Kgl. Biblioteks arkiver
Møde med Furesø kommune

Furesø Kommune, repræsenteret ved 4 personer, projektgruppen og arkitekt deltog i møde i klubben, hvor vi fremlagde vores planer for byggeriet og yderligere drøftede klubbens lejemål (vi ejer bygningerne, som ligger på Furesø Kommunes grund) samt ejerforholdet på Svinestalden, som er den eneste bygning, vi ikke ejer.
Kommunens ansvarlige medarbejdere var umiddelbart positivt indstillet både overfor en forlængelse af lejemålet og selve byggeplanerne. De vender tilbage med oplæg på lejemålsforlængelse, som er en forudsætning for at igangsætte ansøgning om byggetilladelse.
Referat fra den ekstraordinære generalforsamling

Torsdag aften den 27. januar møde 94 medlemmer op med 48 fuldmagter, i alt var altså 142 stemmeberettigede medlemmer repræsenteret på den ekstraordinære generalforsamling, hvor eneste punkt på dagsordenen var bestyrelsens indstilling til opførelse af en ny bygning, der skal skabe plads til yderligere indendørs træningsfaciliteter og fælles modtagelse/reception.
Her er et kort referat. Det fulde referat ligger her.
Fortsæt med at læse “Referat fra den ekstraordinære generalforsamling”