





Rejsegilde – vores nye bygning
Der blev onsdag d.19. marts holdt rejsegilde for vores nye fælles modtagelse med deltagelse af håndværkere, bestyrelse og ansatte. Flaget var hejst, pølsevognen stod klar, stemningen høj og formand Wagn Erik Nørgaard holdt tale:
Kære alle sammen,
Det er en stor fornøjelse for mig at stå her i dag og markere et helt særligt øjeblik i vores byggeprojekt. Velkommen til rejsegildet, og det fantastiske skridt fremad for os alle sammen, men især for os i Værløse Golfklub. Vi har arbejdet på og talt om at realisere dette projekt i lidt over 6 år.
Først og fremmest vil jeg gerne takke alle, der har været med til at definere og skitsere visionerne for denne bygning. Det har været et arbejdsfællesskab imellem bestyrelsen, sekretariatet, vores Head Pro og ikke mindst Søren Hansen, som har tegnet adskillige skitser og forslag gennem tiderne, hvoraf det seneste så nu er ved at blive realiseret. I virkeligheden gik Sørens skitse først til et arkitektfirma, senere til Eurodan inden det havnede i hænderne på BLOKK, der så lykkedes med at levere et projekt som vi kunne acceptere. Her skal lyde en tak til vores rådgiver BLOKK, entreprenøren HK Enterprises og alle håndværkerne, der alle bidrager med deres ekspertise og indsats.
Vi har set bygningen lynhurtigt tage form fra de første spadestik til i dag, hvor vi står ved vores fremtidige servicecenter for klubbens 1.150 medlemmer samt knap 30.000 årlige gæster. I 2024 blev der ifølge GolfBox booket 37.898 runder hvilket betyder at der i 2024 var knap 40.000 spillere, der havde en starttid på vores bane. Der giver selvsagt et stort flow igennem indskrivning og modtagelse af medlemmer og gæster, som vi fremover forventer vil få et smidigere og mere enkelt forløb. Servicecentret bliver med sammenhængende ProShop og medlems- og gæsteservice, i daglig tale ”Fælles Modtagelse”, hvor også klubbens administration får sit daglige virke. Vores mange udvalg og bestyrelsen kan afholde møder og medlemmerne kan slappe af i lounge inspirerede omgivelser.
Det er selvsagt ikke et parcelhus vi bygger, selvom størrelsen godt kunne henlede tanken på det. Det er et hus der skal håndtere et store antal besøgende dagligt og dermed vil være udsat for et enormt slid. Det stiller krav til kvaliteten i bygningen og heldigvis har vi tillid til, at alle de mennesker, der arbejder på byggeriet, sørger for, at hver eneste del af byggeriet bliver udført med omhu og præcision, så vi dermed sikrer, at huset kan holde i mange år fremover.
Tak til jer alle, tak for jeres engagement, jeg glæder mig til at se det endelige resultat af vores fælles indsats. Og til sidst, tak til alle jer som er mødt frem her i dag.
Lad os afslutningsvis lykønske bygningen med 3 korte og et langt hurra.