Banestatus november

Svampe og vintergolf:

Svampeangreb i uoprettet nedslagsmærke

De første svampeangreb har vist sig. Desværre har vi i et stykke tid haft vejr med temperaturer omkring 9 grader og meget høj luftfugtighed. Lige ”guf” for sneskimmel. Vi har været ude med forebyggende behandlinger, ligesom vi fjerner dug fra greens. Der er ikke sket store skader, og det forventer vi heller ikke. Dog er det vigtigt at understrege, at I, som spiller på banen, er vigtige brikker i kampen mod svampe. Så længe, at I retter nedslagsmærker op, og i det hele taget passer på greens, er chancerne for at undgå ødelæggende angreb meget større.

Et uoprettet eller meget dårligt oprettet nedslagsmærke er direkte adgang til angreb, fordi græsset er svagt. Som det tydeligt ses på billedet, så er svampen koncentreret i det dårligt oprettede nedslagsmærke. Det er skræmmende, hvad det betyder.

På det andet billede ses tydeligt et nedslagsmærke, som ikke er mere end en meter fra hullet. Det er forbavsende, at vedkommende har kunnet komme forbi det, uden at falde i det!!!

Ikke oprettet nedslagsmærke 1 m fra hullet!

Forleden konstaterede vi, at der på en del teesteder og på flere fairways var angreb af svamp. Derfor lukkes teestederne alle ned mandag den 12. november. Der er ikke mulighed for, lovgivningsmæssigt, at sprøjte med svampemidler andre steder end på greens.

Rigtigt mange golfbaner i Danmark har svampeangreb lige nu. Der er ingen tvivl om, at den tørre og meget varme sommer, har nedsat græssets immunforsvar. Det svarer til, at stressede mennesker meget nemmere bliver ramt af virus og bakterier.

Greens og vinterbane

Nogle er sikkert interesseret i, hvornår vi lukker greens ned, og hvad der så skal ske. Vi holder greens åbne, så længe det er fagligt forsvarligt. Vi vurderer løbende om spil til greens er for skadeligt, og hvordan greens har det. Det betyder blandt andet, at hvis I husker at rette nedslagsmærker op, kan greens være åbne i længere tid.

Når vi lukker greens, åbner vi vinterbanen, som i år er en traditionel vinterbane, med vinterteesteder og vintergreens på alle huller. I øjeblikket er der ingen tegn på, at det bliver nødvendigt med buggy, scooter og trolley forbud. Vi er stadig i underskud af regn efter den tørre sommer, men det kan hurtigt vende.

PAS NU PÅ BANEN.

Greenkeeperne