25 år på banen – Banen åbner…

Dette er den anden artikel i historien om, hvordan vores klub og bane blev til.

Banen åbner…

Den 22. september 1994 blev det første ”spadestik” til banen taget af en stor gravemaskine, i overværelse af borgmester Ernst Ellgaard og klubbens bestyrelsesmedlemmer. Samme dag underskrev bestyrelsen en 49-årig lejekontrakt med kommunen på jorden, hvor golfbanen skulle anlægges. Og sidst på dagen blev lånedokumentet på 3 mill.kr, som var det økonomiske grundlag for anlægget underskrevet.

Der blev ydet enorme frivillige indsatser i klubbens opstart.

Bestyrelsesmedlemmerne trak et stort læs, men det gjalt også andre frivillige. Heriblandt Arne Jacobsen (nuværende holdleder for veteranholdet). Se blot Arnes ”dagbog” over kommunikation med myndighederne for at få alle tilladelser på plads. John Wichmann stod for layout og tryk af klubbladet, som i høj grad bidrog til fællesskabet og holdt de klubhus- og baneløse medlemmer informeret om klubbens og banes fremdrift.

Klubben kunne ikke længere drives alene af frivillige hænder, og i foråret 1995 blev både den første Pro, Claus Hjertstedt og den første Greenkeeper, Jan Nørregaard ansat. I foråret 1996 blev Karin Heindorff ansat som Klubsekretær og Simon Dicksee som Headpro og yderligere 3 greenkeepere kom til.

Åbningen af de første 9 huller var planlagt til at skulle ske i efteråret 1995, men pga TØRKE måtte den udsættes til foråret året efter. Banen stod klar, men var så tør, at der ikke var vækst i græsset, og det var derfor ikke forsvarligt at åbne den for spil. Klubben bød på en øl i bytte til de 450 medlemmer, der mødte op med to dunke vand til banen. I juli 1995 var bestyrelsens oplæg til anlæg af de sidste 9 huller blevet godkendt, så en fuld 18 hullers bane skulle stå klar i efteråret 1996. Tørken udsatte åbningen af de første ni huller, men til gengæld gjorde den godt for anlægningen af hul 10 til 18, som skred hastigt frem.

Hovedhuset, som rummede café, køkken og klubhus slog dørene op i september 1995 i forbindelse med den oprindeligt planlagte baneåbning. Lene Larsen, som stadig er aktiv i Dameklubben, drev den første café med begrænset udvalg.

På Kr. Himmelfartsdag – den 16. maj 1996 – kunne banens første ni huller endelig indvies. Værløse Garden spillede op og Danmarks Radios golfekspert Hans Grønfeldt præsenterede ”On the tee, from…” .

De første fire spillere, der deltog i indvielsesmatchen var Pernille Carlson Pedersen (tidl. Danmarksmester, hcp 0), Anders Sørensen (EuropaTour spiller), Simon Dicksee (Chef Pro) og Nils Elsøe Jensen (medlem og tidl. Skandinavisk- og Danmarksmester, hcp 5).

De mange medfølgende tilskuere så måbende til, da de fire spillere slog hen over søen på hul 2!

Medlemsantallet var nu – ved udgangen af 1996 – oppe på 816, og behovet for at beskytte banen og indføre venteliste stod lige for.

….fortsættes

Stor tak til Randi Rødbroe og Karin Heindorff, som med stor entusiasme bidrager med research i arkiverne, billeder og historier om klubbens stiftelse, banens tilblivelse og klublivet dengang.

Der er nye gamle billeder i Jubilæums billedarkivet

Artikel nr. 1: På vej mod første hul..