Veteranholdet spiller sig i 1. division

2 af 3 kampdage er nu overstået for alle divisions- og kvalifikationsrækkehold – også for Veteranerne, som ligger i 2. division.

Vi skulle lørdag møde Næstved på Roskildes bane, og i den hårde blæst blev der lagt stærkt ud på alle fronter, og føringerne i de forskellige matcher holdt til slut med en meget overbevisende sejr til alle herrer og foursome og en delt match til damesinglen. På papiret var vi bedre end Næstved, men alt kan ske i hulspil. Det viste sig dog hurtigt, at vi også i spillet (og blæsten) kunne matche modstanderne. Vi tog hjem fra Roskilde med solide sejre på 5&3 (Hans Henrik), 6&4 (Niels), 2&1 (Steffen), 4&3 (Poul), 4&3 (Dennis og Anne) og en enkelt deler i damesingle (Yuying), altså en sejr på 13-1. Godt gået!

Søndag skulle vi møde Hedeland i Næstved, stadig i meget blæst. Vi forventede en del mere modstand fra Hedeland, men igen viste Veteranerne, at en smule blæst og en modstander med betydeligt lavere hcp i nogle af kampene, ikke bragte slinger i spillet, så igen blev det til solide sejre i 4 af 6 matcher på 5&4 (Niels), 2&1 (Steffen), 7&5 (Poul) og 7&6 (Dennis & Anne). Det blev også til to nederlag, men alt i alt blev kampen vundet med 10-4, og Veteranerne ligger på førstepladsen i puljen og kan ikke nås af de andre hold. Det betyder, at vi allerede nu kan fejre, at Værløse igen har et hold i 1. division.

Holdet består af:

Damer:

Bente Andersen, Lisha Li, Yuying Chen, Birgitte Wilms og Anne Kaae

Herrer:

Søren Barfred, Steen Møller, Hans Henrik Brandt, Niels-Jørgen Adamsen, Steffen Wad Jørgensen, Poul Koefoed-Petersen og Dennis Karlsson

De fleste spillere og vores træner er på det ene billede og holdet, som spillede i weekenden, er på det andet.

På vegne af veteranholdet

Anne Kaae