Tak for besøget

Golfens Dag faldt i år på april måneds måske eneste solskinsdag, så banen var fuldt booket af medlemmer og greenfeegæster, som endelig kunne se frem til en golfrunde uden regn, slud og hagl. Der var altså stor ”normalt aktivitet” i klubben på Golfens Dag, hvor vi holdt åbent hus for interesserede fremtidige golfspillere, både børn, unge og voksne.

Vi havde gjort et stort stykke arbejde for at markedsføre dagen bredt – med flyers, banner, lokalannoncering, i nyhedsbrev, på web og Facebook. Og det lykkedes også Dansk Golfunion at promovere dagen på landsdækkende TV.

Alle indsatserne gav virkelig resultat. Vi har regnet os frem til, at mere end 200 interesserede besøgte os i løbet af dagen. 25 meldte sig ind som nye golfspillere, og flere vendte tilbage i den efterfølgende uge. Vi byder vores nye golfspillere hjerteligt velkommen og håber, at I finder jer godt til rette i Værløse Golfklub.

Stor tak til alle vores frivillige, som var med til at give vores gæster en super oplevelse og et godt indtryk af livet i Værløse Golfklub.

Vi mødtes til evaluering af dagen kl 14 og næstformand Søren Boye Nielsen var lykkens gudinde og trak vinderne af dagens konkurrencer blandt de indleverede flyers:

Brunch for 10, sponsoreret af Golfcaféen gik til Peter Hansen

Polo T-shirts, sponsoreret af Lindhardt Golf gik til Brian Viskær, Tue Næsby Lundsmark og Majken Samsøe

Vinderen af et gratis prøvemedlemskab gik til Eva Juhl

Og endelig trak vi lod om en optankning på 500 kr på Cafékortet blandt de medlemmer, som havde inviteret en gæst med. Vinderen blev Susanna Vitagliano.

Vinderne har fået besked.

Vores husfotograf Flemming Andersen har på fineste vis fanget stemningen på anlægget i går.

Sekretariatet/Pia