Status bane:
Vand
Markkapaciteten, et udtryk for den maksimale mængde vand, som jorden kan indeholde, blev nået midt i september. Og siden er der bare blevet fyldt mere på. Vi er udfordret på, at der, hvor vores overskydende vand løber hen, i sidste ende Roskilde Fjord, er der fyldt op i forvejen, så det tager lang tid at komme af med. Samtidig er jorden på banen en type, som er særdeles velegnet til at holde på vandet, pga. stort indhold af ler. Dræning og topdress er den eneste vej frem.
Greens
Greens er kommet rigtigt godt gennem efterår og det vinter, vi har haft indtil nu. Det ligner en rigtig fornuftig start på den kommende sæson. Det har jeg altså også brug for… Der er dog en lille risiko for svampeangreb, i forbindelse med et eventuelt snedække uden forudgående frost. Men de skader, som et sådan angreb kan forårsage, er normalt ret overfladiske.
Vinterbane/Cross Country
Det er mit indtryk, at vinterbanen er populær hos de relativt få spillere, som kommer her i øjeblikket. Vi prøver at holde vintergreens så plane og pæne som muligt, men det er meget svært at komme ud til dem med maskiner.
Dræning:
Udført dræning
Jeg tjekker selvfølgelig løbende om vores dræn virker. Det gør de. De ringe, som er lagt rundt om nogle af fairways, har haft en positiv virkning. På hul 1, er det tydeligt, at ringen har stoppet en del indløb af vand på bagsiden af green, men generelt er det positivt over hele linjen.
Forsat dræning
Der skal forsat drænes. Der skal etableres flere ring-dræn og der skal suppleres med linjedræn på specielt udsatte steder, som f.eks. den våde plet på hul 5. Dræningen vil, hvis forholdene og økonomien tillader det, blive udført over flere år, og arbejdet vil primært blive lagt uden for sæsonen. Vi skulle have drænet denne off-season, men at køre derude med tunge køretøjer og mange transporter med jord og grus, vil fuldstændig smadre fairways. Så det må vente.
I forsøg på at afhjælpe situationen omkring det meget vand og de specielle jordbundsforhold vi døjer med, er jeg i øjeblikket ved at afsøge alternative muligheder. Ud fra devisen om, at alt nyt ikke er ret og alt gammelt ikke er slet, har jeg fundet ud af, at man i mere end tres år, især i Storbritannien, Australien og New Zealand, på meget tunge jorde, som vores, bruger en såkaldt ”Mole Plough” til at lave ”rør” i jorden, for at lede vand væk fra overfladen. Sådan en tingest koster 15.000, så billigt, at jeg er nødt til at prøve.
Kommende sæson:
Følge plejeplan
Efter en længere dialog på tværs her i klubben, er det besluttet, at den plejeplan, som blev udarbejdet da jeg i sin tid startede her, skal følges. Planen er ”godkendt” af en uafhængig konsulent. Der kan – og vil givetvis – være afvigelser fra planen, enten af økonomiske eller praktiske årsager. Planen vil blive lagt på hjemmesiden i løbet af den næste måned.
Ændring af vaner
Som led i at give en bedre og mere ensartet oplevelse af banen for medlemmer og gæstespillere, vil vi ændre måden, som vi klipper på. Vi vil stadig klippe i flotte, definerende mønstre, men vi vil køre ud med 2 greenklippere hver morgen, starte med putting og indspilsgreens og derefter køre hhv. for – og bagni. Ligeledes vil der, de dage, hvor det er aktuelt, køre 2 tromler ud, som vil køre på samme måde. Efter endt greenklipning, vil der køre 2 teestedsklippere ud. Forhåbentlig vil det give en god effekt.
Jubilæum
I anledning af klubbens 25 års jubilæum, vil vi etablere et bed af blomster, som kan ses af forbi passerende på vejen, med en tekst, der klart fortæller, at vi fylder 25. Hvis der er nogle medlemmer, som vil være med til enten at etablere eller vedligeholde dette bed, hører jeg meget gerne fra jer.
Jesper Kristensen
Chefgreenkeeper