SIDSTE UDKALD – LØBENDE PARTURNERING – deadline 30. april kl. 12.00

En af turneringsudvalgets NYHEDER i år – en løbende mixed parturnering i perioden maj- september – er ikke bare tænkt som en ny slags turnering, men også som en anderledes turnering med stort selskabeligt formål, nemlig at skabe relationer på kryds og tværs ud over dem man har i forvejen.

Derfor håber vi at få endnu flere tilmeldinger ud over dem der allerede er kommet, og meget gerne også fra medlemmer som ikke sædvanligvis deltager i klubturneringer.

Vi spiller ’alle mod alle’ i puljer med 4-5 par i hver pulje, så alle par er garanteret mindst 3-4 runder golf. Og vi spiller greensome stableford over 18 huller, dvs. begge slår ud og vælger derefter hvilken bold de ønsker at spille videre med. Den spiller, hvis bold ikke er valgt, slår næste slag, og herefter skiftes spillerne til at slå.

Parrene i hver enkelt pulje sørger selv for at aftale og booke spilletidspunkt for deres respektive runder. Resultatet af runden sendes til turneringsudvalget senest dagen efter afviklet runde.

Der er parvis tilmelding, og I kan være gifte, samboende eller bare samspillende. Max EGA handicapindex 48 og fuldtidsmedlem af VGK. Du kan læse mere i golfbox.

Find dig en makker og meld dig til – husk at I skal være et mixed par. Vi holder opstartmøde mandag 7. maj kl. 19.

På gensyn!

Turneringsudvalget