Ny Klubsekretær

Det er med stor fornøjelse, vi kan meddele, at vi har ansat Heidi Fauth Brasen som ny Klubsekretær i VGK. Heidi starter hos os den 1. marts 2021.

Interessen for stillingen har været overvældende. Vi modtog i 53 ansøgninger – fra 23 mænd og 30 kvinder. Heraf mange kompetente ansøgere. Det er et meget stærkt felt, vi har valgt Heidi iblandt. Hun skrev bl.a. følgende i sin ansøgning.

”Nøgleord for mig:

  • Arbejder for at gøre en forskel
  • Udadvendt og proaktiv
  • Lattermild og smilende
  • Effektiv og detalje orienteret
  • Mødestabil
  • Ansvarsbevidst
  • Drives af en travl og omskiftelig arbejdsdag
  • Ja-hatten sidder godt fast

Jeg er 56 år og bor med min mand, Carsten, i Ølstykke. Vi har to voksne døtre, og to børnebørn. Jeg har tidligere arbejdet i print- og ingeniørbranchen med service, salg og it. Har i de sidste 5 år været ansat som Klubsekretær i Hornbæk Golfklub, hvor jeg har haft nogle helt fantastiske år.

Jeg glæder mig til fortsat at arbejde med golfsporten, som Klubsekretær i Værløse Golfklub, og ser frem til at servicere medlemmer og gæster med et smil på læben og højt humør. I min fritid spiller jeg golf, læser bøger, og holder mig i form i det lokale fitnesscenter. Jeg har en stor interesse for næsten al slags sport, det har blandt andet bragt mig til Formel 1 løb i Abu Dhabi og til Camp Nou i Barcelona.”

Et reference opkald bekræftede til fulde det indtryk, vi fik ved samtalerne: ”Heidi er serviceorienteret til fingerspidserne, og har mange års erfaring med at yde professionel service. Heidi er yderst kompetent administrativt, punktlighed og omhu er en selvfølge. At Heidi samtidig har et vindende væsen og god humor er yderligere et plus”.

Heidi har fra sin tid i Hornbæk GK bl.a. erfaringer med fælles modtagelse/proshop, som jeg er sikker på, vi kan drage nytte af i forbindelse med den planlagte sammenlægning af Sekretariat og Proshop i Værløse GK.

Jeg glæder mig, og ser frem til samarbejdet med Heidi, er sikker på, vi i fællesskab både kan effektivisere sekretariatsopgaverne i klubben og samtidig fokusere på at yde professionel medlems- og gæsteservice på et endnu højere niveau.

Håber I vil være med til at tage godt imod Heidi fra den 1. marts 2021.

Processen med at finde en sponsor- og eventansvarlig er ligeledes i gang. Vi har også her fået kompetente ansøgere, som vi skal have samtaler med i starten af det nye år. Når jeg skriver vi, så et det Wagn Erik Nørgaard, der skal have en stor tak for hjælpen med rekrutteringerne.

Godt nytår til jer alle

Hilsen Pia

Sekretariatsleder

Værløse Golfklub