Efter en lang periode uden nedbør, fik vi lidt regn omkring månedsskiftet. Endelig kunne vi bringe gødning ud på fairways. Det SKAL regne en del – min. 10 mm. – efter udbringning, da græsset ellers svides af saltene i gødningen. Både gødning og regn var nødvendigt, vi havde nået tørkelignende tilstande. Græsset fik et tiltrængt pust, og er nu friskere grønt. Men vi er stadig i underskud af nedbør. Fairways er hårde og bumpede, det retter sig først, når der igen kommer lidt mere kontinuerligt regn.
Vandingsanlæg
Greens og teesteder har også sukket efter vand. Normalt burde det ikke være et problem, da der er automatisk vanding på greens og teesteder. Men uheldene har nærmest stået i kø for at ødelægge mulighederne for regelmæssig vanding. Først stod begge pumper, som trykker vandet rundt på banen, af. Kort efter røg råvandspumpen, det er den, som pumper vand op fra undergrunden på hul 14. Da den igen var kørende, opstod der kabelfejl, som betød, at flere greens og teesteder ikke fik elektrisk signal om at starte sprinklerne op. Vi har nu lagt ca. 600 meter nyt kabel. Slutteligt har vi haft et rørbrud ved den ene puttinggreen. Og som nogle sikkert oplevede lørdag, så vandede sprinklerne på hul 16´s teested temmelig lang tid. Vi håber, at vi nu er i mål med den slags udfordringer for i år.
Alle de problemer med vandingsanlægget har desværre haft stor betydning for, hvordan greens har været gennem den sidste måneds tid. De steder, hvor der ikke blev vandet regelmæssigt, blev greens tørre og forholdsvis hurtige. Hvor effekten af vand på de andre greens, havde modsatte effekt. Nu, hvor vandingen ser ud til at virke, er det på tide at gøre lidt mere for greens. I denne uge vil vi vertikalskære og topdresse alle greens, efterfulgt af nogle dages daglig tromling. I de kommende uger vil vi tromle mere kontinuerligt i bestræbelse på at opnå gode putteoverflader. De sorte striber, der lige nu er på greens, er ikke oliespild. Det er en utæt dyse på sprøjten, som har efterladt et tydeligt spor. Det er ikke farligt for græsset på greens. Teesteder har også lidt af manglen på vand. Men de er heldigvis ved at rette sig, vand og næring gør meget.
Dræning
Det er lykkedes at få drænet hul 6, 11, 13, 16, 17 og 18. Fantastisk arbejde af ”Drengene” med god hjælp af René fra Sekretariatet og i denne uge af Steen Møller. Det har været et kæmpe arbejde, som er løst absolut tilfredsstillende, og som helt sikkert vil komme banen til gavn i fremtiden. Vi er godt klar over, at det er ”lidt” træls for jer spillere, at vi roder rundt, og endda lukker huller i processen. Men det er den sikreste måde for os og den hurtigste måde for jer. Vi har haft drøftelser om, hvorvidt vi skulle vente med de to sidste huller til efteråret. Vi er nået frem til, at vi tager hul 14 nu, da det kan være umuligt at køre på skråningerne derude, i vådt efterårsvejr. Så hav lige en lille smule mere tålmodighed med os, vi skynder os. Og vi venter med at tage hul 10 til efteråret.
Jorden, som graves op, bliver lagt i en bunke i højre side af hul 10. Det skal ende med at være et mound, som skal kunne ses tydeligt fra teested 58, og dermed være med til at vise slagretningen for især gæstespillere.
Endnu engang tak for jeres tålmodighed og jeres forståelse.
Greenkeeperne