Efter flere uger med hvidt græs, ligner golfbanen nu sig selv igen, og vinterbanen er åben for spil med bærebag. Den er selvfølgelig meget våd, og på hul 1 har søen foran green taget meget til i omfang. Et tilstoppet overløbsrør har yderligere forværret tilstanden.
Vi frygtede, at den lange periode med kompakt, tykt lag af is på greens kunne danne grobund for svampeangreb under isen. Det har heldigvis ikke været tilfældet. Greens har det fint for årstiden.
Sneen lokkede mange kælkende børn og langrends løbere ud på banen. Det har heller ikke efterladt de helt store skader.
Å-forløbet hul 15
Arbejdet med at etablere rensningsanlæg og å-forløb, der skal give os et smukkere hul, med mere appetitligt vand både at se på og at leve i for frøer mv., skrider frem.
Læs også artiklen på Alt om Furesø
Trapperne på hul 15
Vi har hyret en ekstern entreprenør til at komme og re-etablere trapperne op til teestederne på hul 15. Det arbejde bliver sat i gang de kommende uger.
Fuglekasser
Fuglene er rigtigt gode hjælpere i vores arbejde med at bekæmpe uønskede insekter på banen på naturlig vis. Vi har indkøbt flere fuglekasser, som vores lokale, frivillige fugleekspert, mangeårigt medlem Peter Bonne Eriksen i samarbejde med Dansk Golf Unions konsulent hjælper til med indkøb og opsætning af.
Stor tak for hjælpen til Peter Bonne.
Alt i alt ser det lovende ud fra banens side. Vi ser frem mod en god golfsæson.
Hilsen
Martin Hjort
Chefgreenkeeper