Indledningsvis en opfølgning og præcisering af den information, vi udsendte tidligere i dag om spil i 4-bolde:
Spil på banen i 4-bolde er som hidtil kun for spil i private runder. Det vil – jf. anbefalingerne fra Dansk Golf Union – sige for spillere i samme husstand eller med faste spillemakkere. Generelt har vi indtryk af, at stort set alle har forståelse for, og respekterer de restriktioner, vi er nødt til at leve med i denne periode. Men vi har i dag oplevet, at nogle ’bare’ booker sig på overskydende tider i en allerede booket teetid, f.eks. en 2-bold. Det er i strid med meningen med spil i private runder. Vi beder jer respektere dette.
Følgende træningsfaciliteter kan delvist tages i brug fra og med onsdag 15. april, kl. 8.
Drivingrange
Hver anden udslagsmåtte er fjernet for at sikre den nødvendige afstand. Greenkeeperne samler dagligt manuelt bolde ind og vasker boldkurvene. Trænerne fylder så vidt muligt løbende bold-bakkerne op, så vi minimerer antallet af berøringer med bolde/kurve. Brug din hånd med golfhandske på, når du håndterer bolde på range.
De 2 måtter i udslagshuset er forbeholdt trænernes træningsaktiviteter. Trænerne gør, hvad de kan for ikke at lægge beslag på de øvrige måtter på range, men i forbindelse med fællestræning for Juniorer og Begyndere har de brug for op til halvdelen af måtterne. Det drejer sig om følgende tidspunkter:
Mandage kl 12-13, tirsdage kl 18-19, onsdage kl 17-18 og søndage kl 9-13 og 14-15.
Der vil i disse tidsrum altså være meget begrænset adgang til rangen.
Puttinggreens
Begge puttinggreens er blevet opdelt med snore i felter, hvor der maksimalt må være 2 spillere i hver. Brug kun egne bolde. Det er ikke tilladt at chippe på puttinggreens i denne periode.
Indspilsområdet
Bliver åbnet til weekenden – den 25. april. for max. 5 spillere ad gangen.
Shortgamebanen
Bliver åbnet til weekenden – den 25. april.
Trænernes kursustilbud
Så starter træning op, og vores kalender er åben for bookning. Vi har nye retningslinjer for træning. Individuel træning vil foregå som normalt i udslagsskuret, dog uden fysisk kontakt, og vi overholder alle retningslinjer udstedt af Sundhedsministeriet. Ligeledes er alle kursustilbud tilpasset de nye retningslinjer. Derfor kan vi glædeligt informerer om opstart af kurser.
Det drejer sig i første omgang om vores populære sæsonstarterkursus med start i uge 17, mandag 17-18, tirsdag 18-19 og onsdag 9-10. Derudover har vi ”Gå til Golf” inddelt i hcp mandag 18-19 (hcp 0-25 i ulige uger med start mandag 4. maj og hcp 25-99 i lige uger start 11.maj). Du får 5×1 times træning inddelt i hold, for at kunne målrette træningen mere specifikt. Tilmelding i GolfBox.
Vi åbner samtidig op for fitting af udstyr, og her tager vi også vores forholdsregler, og spritter udstyr af og holder afstand.
Vi glæder os til at se dig.
Thomas, Nicolaj og Lene
Fællestræning
Fællestræning for Juniorer og Begyndere starter op i denne uge. Tilmelding til Begyndertræning ligger i GolfBox, med et max antal på 10 deltagere.
Trænerne har lagt en plan for elitens træning, som vil finde sted i udslagshuset.
Øvrig fællestræning er indtil videre udskudt til efter 10. maj.
På vegne af bestyrelse, greenkeepere, trænere og sekretariat
/Pia