Nyt fra banen

Buggyforbud

Banen er nu så våd, at det ikke længere er forsvarligt at anvende buggies. Buggyforbuddet træder i kraft fredag den 11. oktober, og må forventes at vare til foråret.

Foreløbigt er alle andre former for køretøjer, inklusive trolleys, tilladt. Men alle opfordres på det kraftigste til kun at køre til den hvide linje, som er tegnet ved hver green. Dette gælder også trolleys.

Desværre er der noget, der tyder på, at det våde vejr forsætter den næste uges tid. Så pas på banen.

Nedslagsmærker

Jeg undrer mig over, at det er nødvendigt endnu engang at skulle skrive om nedslagsmærker, som ikke bliver rettet op.

Men det er det, desværre. Den ene ting, som er allermest skyld i ujævne greens, er uoprettede – eller dårligt oprettede – nedslagsmærker. Lige meget hvor gerne vi end vil, så har vi ikke tid at rette alle de mærker op. Det er spillerens ansvar. Det er vigtigt at rette nedslagsmærker op hele året, men det er allermest vigtigt nu. Væksten i græsset er stort set stoppet, der er ikke vækst til at græsset kan retablere sig. Det er samtidig højsæson for svampeangreb, og for svampene findes der ikke noget bedre sted at etablere sig end i et nedslagsmærke, hvor græsset er svagt og mangler modstandskraft. Så I vil gøre alle, men allermest jer selv, en kæmpe tjeneste ved at rette nedslagsmærker op.

Rimfrost

De første tilfælde af rimfrost har været her. Der vil sikkert komme flere. Proceduren fra vores side er, at hvis vi med rimelig sikkerhed ved, at der er rimfrost den kommende dag, blokerer vi de tider, som vi forventer vil være ramt af forsinkelse. Der vil blive sendt en besked ud til de spillere, som får slettet deres tider. Hvis vi er på stedet – altså på job – vil en af os tjekke op på forholdene løbende. Vi ved af erfaring, hvor frosten sidst forsvinder. Det er typisk på green hul 1, når der er tale om for-9. På bag-9 er det altid hul 15, som er senest klar, op til en time senere end på hul 1. Når der er rimfrost er alle dele af banen lukket, også puttinggreens og arealerne omkring samt træningsområde. Hvis ikke vi er på job, skal den indsatte blokeringstid accepteres. Er der stadig rimfrost, viser det bare, at vi ikke blokerede nok. Banen er stadig lukket.

Fairways

På trods af sidste års lange tørke, har fairways været ret gode i år. Vi har nok alle set, at det ikke er på alle baner, at de har været lige heldige. På grund af den investering der gennem årene er lagt i arbejdet med fairways; dybdeluftning, topdress, eftersåning, overfladeluftning etc., står vi med fairways, som er mere klar til de klimaudfordringer, som vil komme. Lige nu er der dog så vådt, og der er så mange ormeskud, at det er bedst for banen og for spillet, at vi indfører spil med lejeforbedring.

Med venlig hilsen

Greenkeeperne