Nyheder fra siden

Nyheder

Desværre er vores store gamle Poppel-træ bag Sekretariatsbygningen blevet syg. Sidste år tabte det bladene allerede i højsommeren. Træet er naturligvis blevet undersøgt af træeksperten fra Toloni, der vurderede, at der var stor fare for at træet ville vælte indover bygningen. Det krævede en høj lift at nå op til træet, som var omkring 30 meter højt. 

 

Samtidigt arbejdes der på at opføre læhegn rundt om terrassen ved Spisehuset, så det bliver muligt at nyde udsigten og maden uden at blæse væk. De næste dage er terrassen derfor lukket af for medlemmer og gæster. De gode folk fra vores sponsor Flemming Franck A/S forventer at være færdige i starten af næste uge – uge 20.

Vi glæder os.

Den nye fælles modtagelse er ved at tage form, og det udvendige arbejde er ved at være færdiggjort. Indvendigt arbejder håndværkerne på fuld tryk med at gøre det nye byggeri beboeligt for ansatte, medlemmer og gæster. Byggeriet skrider planmæssigt frem, og vi glæder os til at kunne tage det i brug.

Formand Wagn Erik Nørgaard byder medlemmer og gæster velkommen til sæson 2025. Bestyrelse og ansatte arbejder kontinuerligt for at skabe de bedst mulige betingelser for flest mulige medlemmer – og de vigtigste fokuspunkter er adgang til 1. tee for både klubafhængige og klubuafhængige samt bedre flow.

Vi er absolut ikke den eneste klub, der arbejder med disse udfordringer – og det er et stort tema hos DGU, som har en god beskrivelse af både udfordringer og “haner klubberne kan skrue på” i næste udgave af bladet Dansk Golf, der kommer i næste uge. Du kan se listen over DGU’s anbefalinger her.

I denne sæson har vi i Værløse blandt andet forbeholdt flere tider til vores medlemmer i weekenderne, sat max begrænsning på 10 runder for kløvergolfere, hævet greenfeepriserne, flyttet regionsgolf, indført tilmeldingsfrist til turneringer til 5 dage før, så blokeringer kan fjernes i bedre tid ved færre deltagere end forventet, og oprettet færre blokeringer ifm. turneringerne og i stedet erstattet dem med advarsler.

Flowet handler i sidste ende om, hver enkelt af os, når vi er på banen – men vi forsøger at skubbe lidt på tempoet med blandt andet tildeling af teested efter HCP, max HCP i den samlede bold i primetime, og at banen flere steder er beskåret lidt mere for at åbne mere op, så det bliver lettere at følge og finde sin bold. Vi håber, at alle vil være med til at holde flowet ved at spille ready golf –  og man må altså gerne italesætte tempoet i egen bold, hvis man kan se, at det går for langsomt ⛳😁. Se DGU’s manual til at spille med tempo her.

Vi ser frem til en fantastisk sæson med masser af gode golfoplevelser og fællesskab. Lad os alle bidrage til at skabe en positiv atmosfære og et godt flow på banen. Tak for jeres støtte og engagement – vi ses på 1. tee! ⛳😊

 

Rejsegilde – vores nye bygning
Der blev onsdag d.19. marts holdt rejsegilde for vores nye fælles modtagelse med deltagelse af håndværkere, bestyrelse og ansatte. Flaget var hejst, pølsevognen stod klar, stemningen høj og formand Wagn Erik Nørgaard holdt tale:

Kære alle sammen,

Det er en stor fornøjelse for mig at stå her i dag og markere et helt særligt øjeblik i vores byggeprojekt. Velkommen til rejsegildet, og det fantastiske skridt fremad for os alle sammen, men især for os i Værløse Golfklub. Vi har arbejdet på og talt om at realisere dette projekt i lidt over 6 år.

Først og fremmest vil jeg gerne takke alle, der har været med til at definere og skitsere visionerne for denne bygning. Det har været et arbejdsfællesskab imellem bestyrelsen, sekretariatet, vores Head Pro og ikke mindst Søren Hansen, som har tegnet adskillige skitser og forslag gennem tiderne, hvoraf det seneste så nu er ved at blive realiseret. I virkeligheden gik Sørens skitse først til et arkitektfirma, senere til Eurodan inden det havnede i hænderne på BLOKK, der så lykkedes med at levere et projekt som vi kunne acceptere. Her skal lyde en tak til vores rådgiver BLOKK, entreprenøren HK Enterprises og alle håndværkerne, der alle bidrager med deres ekspertise og indsats.

Vi har set bygningen lynhurtigt tage form fra de første spadestik til i dag, hvor vi står ved vores fremtidige servicecenter for klubbens 1.150 medlemmer samt knap 30.000 årlige gæster. I 2024 blev der ifølge GolfBox booket 37.898 runder hvilket betyder at der i 2024 var knap 40.000 spillere, der havde en starttid på vores bane.  Der giver selvsagt et stort flow igennem indskrivning og modtagelse af medlemmer og gæster, som vi fremover forventer vil få et smidigere og mere enkelt forløb. Servicecentret bliver med sammenhængende ProShop og medlems- og gæsteservice, i daglig tale ”Fælles Modtagelse”, hvor også klubbens administration får sit daglige virke. Vores mange udvalg og bestyrelsen kan afholde møder og medlemmerne kan slappe af i lounge inspirerede omgivelser.

Det er selvsagt ikke et parcelhus vi bygger, selvom størrelsen godt kunne henlede tanken på det. Det er et hus der skal håndtere et store antal besøgende dagligt og dermed vil være udsat for et enormt slid. Det stiller krav til kvaliteten i bygningen og heldigvis har vi tillid til, at alle de mennesker, der arbejder på byggeriet, sørger for, at hver eneste del af byggeriet bliver udført med omhu og præcision, så vi dermed sikrer, at huset kan holde i mange år fremover.

Tak til jer alle, tak for jeres engagement, jeg glæder mig til at se det endelige resultat af vores fælles indsats. Og til sidst, tak til alle jer som er mødt frem her i dag.

Lad os afslutningsvis lykønske bygningen med 3 korte og et langt hurra.

Vi er kun et par uger inde i det nye år, og byggeriet har for alvor taget fart. Asfalt er skrabet væk, jord er gravet op, der klargøres til nye kabler og kloakering…
Det myldrer af aktivitet både på gårdspladsen og ved fundamentet til vores nye fælles modtagelse. 

Det går stærkt og allerede i næste uge vil belægningen foran Spisehuset være genetableret og containerne med jord være kørt væk. Indimellem må vores daglige vaner ændres en anelse for at give plads til håndværkere, maskiner og materiel. Men ligeså hurtigt som vi finder frem til nye veje at gå, er den gamle vej igen på plads og byggeriet rykket videre til næste fase. 

Vi følger slagets gang og vil forsøge at holde bloggen her opdateret.

I dag blev byggeriet af den nye bygning officielt sat i gang ved et symbolsk 1. spadestik ved klubbens formand Wagn Erik Nørgaard og med deltagelse af repræsentanter fra entreprenøren HK Entreprices og Værløse Golfklub.

Umiddelbart efter nytår rykker det tungere materiel ind og der vil for alvor komme gang i aktiviteterne.

Byggeaktiviteterne vil fra klubbens side blive overvåget af Jimmy Juel Irmark fra BLOKK og Søren Hansen fra Værløse Golfklub.

Vi vil følge byggeriet løbende her på byggebloggen og ser frem til at den nye bygning står klar ultimo august 2025.

Desværre er vores bane ikke vinterhærdet endnu – det betyder, at banen er lukket de næste dage. Foreløbigt er banen lukket onsdag d. 20. november, torsdag d. 21.november og fredag d. 22. november samt med stor sandsynlighed lørdag d. 23. november. Du kan høre chefgreenkeeper Martin fortælle mere i videoen. Hold altid øje med beskeder i GolfBox og banestatus. 

Bestyrelsen har på bestyrelsesmøde truffet beslutning om at indgå aftale med BLOKK/HK Enterprise om en totalentreprise på at opføre vores nye hus, jfr. revideret byggetilladelse.

Leverancen er en totalentreprise på 6,7 mio. kr. inklusiv moms, inklusiv buffer på ca. 400.000 kr. Bestyrelsen har vurderet at byggesummen ligger indenfor det mandat bestyrelsen fik, på den ekstraordinære generalforsamling 27. januar 2022 på 6.0 mio. kr. inklusiv moms, baseret på at bygge indekset fra Danmarks Statistik er steget med 14,1% siden da. Vi har tiltro til, at byggeriet kan holdes indenfor den nævnte byggesum, idet vi har afholdt og udgiftsført 745.000kr. inklusiv moms til arkitekt, ingeniør, jordbundsundersøgelser, byggeansøgninger og leje forlængelse af banen.

Vi glæder os til endelig at kunne iværksætte byggeriet og dermed få forbedret serviceniveauet for medlemmer og gæster med en fælles modtagelse. Derudover et forbedret medlemsområde, opnå større fleksibilitet i forhold til cafeen samt efterfølgende at få udbygget det indendørs træningsområde og få opgraderet bade- og omklædningsfaciliteter i vestfløjen.

Venlig hilsen

Wagn Erik Nørgaard

Formand for bestyrelsen

Nyheder fra Facebook

Værløse Golfklub

Værløse Golfklub blev stiftet i 1993, og er med sine ca. 1.100 medlemmer den næststørste idrætsforening i Furesø Kommune. Golfbanen er tegnet af banearkitekt Jan Sederholm, og blev indviet i 1996. Den er anlagt i et åbent og meget smukt kuperet moræne-landskab grænsende op til Ryet Skov. Det er en bane, hvor vinden spiller en stor rolle, og afhængig af dens retning og styrke præmieres præcisionsspil fremfor længde. Den spiller, der tænker sig om, vil have størst chance for at komme hjem til klubhuset med en lav score. Det er vores mål, at banen altid skal stå i den bedste udgave af sig selv, og vi investerer løbende i udvikling og forædling af banen og beplantning på området. Vi håber, at alle, der spiller på Værløse Golfklubs bane, vil føle, at de, udover spillet, har fået en dejlig naturoplevelse på en golfbane, hvor klubben gør sit til at fremme og bevare flora og fauna.
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub11 timer siden
⛳Flow på banen - tough rough - du må stadig kun lede i 3 minutter...🏌️‍♂️ Du kan genopfriske reglerne nedenfor ⬇️
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub6 dage siden
⛳Hvad skal du gøre, når du møder Martins nye test medarbejder på Hul 13 og 14? 🤖Det kan du læse om her: https://www.danskgolfunion.dk/robotter-og-lokalregler
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub1 uge siden
Første divisionsweekend er nu overstået. Alle hold har kæmpet sig igennem både regn og blæst plus en smugle hagl.
Resultaterne har været blandede og mange hold har haft en svær start pga dobbelt udebane i denne weekend.

Vi starter med solstrålehistorien. Vi har igen i år et Junior divisionshold. Mathias er den erfarne som skal vise de unge vejen. Benjamin, Ida , Valdemar, Rasmus og William spillede i weekendens kampe og fik mere erfaring og endda nogle sejre med hjem. Alle 5 er godkendte Furesø Idrætstalenter. De vinder flot deres første to kampe endda på udebane og fører nu deres pulje🤌

Herre 1, som skuffende rykkede ned i 3.division sidste år, har målsætning om oprykning til den sjovere 2.division, hvor der spilles 36 huller begge dage. Det startede heldigvis efter planen med to stensikre sejre på udebane mod Roskilde og Hørsholm. Vi har forhåbentlig sat os på puljen.

Herre 2 nuppede en sikker hjemmesejr lørdag, hvor alle spillere vandt, men holdet måtte se sig slået af et skarpt Rungsted hold søndag i Rungsted.

Vores damehold er kommet i en svær pulje, men har også fået forstærkning af Sofie i år. De fik et knebent nederlag lørdag i Hedeland på udebane og en god sejr søndag i Dragør, hvilket giver dem en god start på sæsonen.

Vores seniorhold er rykket op i den bedste række i landet, og det kan mærkes. Efter en kamp hjemme imod Rungsted og en kamp ude imod Simons, har vi desværre måtte indkassere 2 nederlag. Dog skal det siges at vi måtte kæmpe mod Danmarks bedste seniorhold gennem flere år og masser af erfarne turneringsgolfspillere på meget højt niveau. Men seniorholdet kæmpede flot og fik alligevel point i nogle af matcherne.

Veteranholdet som vandt sølv til DM sidste år fik en hård start i deres to udebane kampe mod Simons og Ledreborg. Det blev desværre til to nederlag, men holdet var også ramt af et par afbud. Så vi satser på oprejsning på hjemmebane om nogle uger for veteranholdet.

Sidst en tak til Jorg og Søren, der hjalp som startere lørdag, og så håber vi af se en masse medlemmer, der vil bakke os op til flere sejre weekenden 21/22 juni

Thomas Lindhardt
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub2 uger siden
Nyt fra Chefgreenkeeperen ⛳
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub4 uger siden
Lige om lidt kan vi nyde udsigten til vores flotte bane - og vores mad på Spisehusets terrasse uden at blæse væk ⛳ Håndværkere fra vores sponsor Flemming Franck arbejder på højtryk med at opføre et nyt læhegn - vi glæder os. Vi har desværre samtidigt måtte sige farvel til vores store poppel bag sekretariatsbygningen, da den var blevet syg - tak for mange grønne år 💚.
Værløse Golfklub
Værløse Golfklub2 måneder siden
I dag blev årets første junior rangliste afviklet i Greve Golfklub.
I u16a drenge rækken deltog Valdemar Hansen og Benjamin Thomsen. De spillede begge masse af gode huller og fik en masser god erfaring.
I u16b pige række deltog Ida Hansen i hendes første rangliste turnering og hvilken debut med en super runde i 79 og en sejr med 10 slag må det siges at være godkendt.

Godt spillet af jer alle tre det giver håb om en super sæson.