
Kære alle juniorer og forældre
Vi afholder Sommercamp 2025 for alle juniorer i Værløse Golfklub i weekenden 13. – 15. juni.
Årets Sommercamp er for alle juniorer både fredag, lørdag og søndag. Vi har fokus på det sociale omkring golfen, og alle juniorer på alle niveauer kan deltage. Vi håber derfor på stor tilslutning til årets Sommercamp, som plejer at være forbundet med meget sjov, hygge, leg og en god start på sommerferien. I året Sommercamp har vi lånt Golfzilla af DGU, som vi håber giver anledning til flere sjove lege.
Vi starter fredag eftermiddag kl. 15 med opsætning af telte, (hvis vejret tillader det), velkomst, forberedelse samt opvarmning til weekendens spil på banen. Alle juniorer under 11 år, som gerne vil overnatte i telt, skal have en forælder som overnatter sammen med dem. Yderligere anbefaler juniorudvalget at alle juniorer under 11 år, som ikke overnatter, bliver hentet eller tager hjem senest kl. 21. Hvis vejrudsigten er meget dårlig for fredag og lørdag, aflyses overnatningen for alle. Dette meddeles senest torsdag d. 12. juni.
Vi arrangerer alle måltider med hjælp fra Spisehuset.
Sommercampen slutter søndag formiddag med en hyggelig afslutning.
For dem der kan spille 18 huller, slutter sommercamp’en efter den afsluttende Ryder Cup mod de voksne.
Nærmere program for de enkelte dage følger. Men der vil være masser af spil, træning, hygge og sjove aktiviteter.
Tilmeldingsfrist: Tirsdag d. 10. juni kl. 18.00 via GolfBox – klik HER.
Prisen er 500 kr., som dækker aftensmad fredag, morgenmad/frokost/aftensmad lørdag og morgenmad/frokost søndag, samt lidt kage/snacks i løbet af weekenden. Juniorudvalget sørger for drikkevarer til måltiderne, men drikkevarer på andre tidspunkter skal I selv dække.
Forældre kan ved forudbestilling (sammen med tilmelding til camp’en), spise aftensmad sammen med børnene for kr. 135,- pr. måltid.
Bemærk:
Vi har brug for hjælpere (forældre eller bedsteforældre) fredag, lørdag og søndag til diverse opgaver. Vi vil bede alle forældre om at hjælpe til i det omfang det er muligt. I må derfor meget gerne give en melding om, hvornår I har mulighed for at hjælpe til med aktiviteter fredag, lørdag og søndag via GolfBox i forbindelse med tilmeldingen.
Husk også vi har brug for forældre, som vil spille Ryder cup mod juniorerne søndag.
Vi håber på godt vejr og plejer at have en fantastisk weekend, som alle glæder sig til år efter år.
Mvh Juniorudvalget