Anden spilleweekend i Danmarksturneringen blev gennemført i weekenden d. 16 og 17 juni.
Det blev en perfekt weekend for begge dameholdene, da alle 4 matcher blev vundet. Vi har i år 2 damehold – et i 2. division og et i kvalifikationsrækken.
Førsteholdet i 2. division spillede lørdag på hjemmebane mod Ledreborg, her blev det til en storsejr på 7-1 i en meget velspillet match i smukt vejr. Søndag drog holdet ud til Dyrehaven for at møde København i en vigtig match – ved sejr kunne vi allerede efter 2. spilleweekend sikre os overlevelse i 2. division. Vi startede ud med en kæmpe regnbyge, heldigvis klarede det op. Roughen i Københavns golfklub skabte lidt udfordringer, men vi havde nogle super seje singler, der kæmpede bravt og sørgede for at vi kunne gå hjem med en kneben sejr på 5-4. Dette resultat betyder at vi ligger på en første plads i gruppen, og at vi med et enkelt point i sidste spille weekend kan rykke op i 1. division.
Kvalifikationsrækkeholdet spillede lørdag på hjemmebane mod CGC, og fik en 7-2 sejr, efter et meget vigtigt put af foursomen på hul 18 for sejren. Søndag tog vi en tur til Brøndby, og også her blev det til en sejr på 5-4. Begge matcher blev afviklet i skønt dansk sommervejr. Resultaterne betyder, at vi fører puljen á point med CGC, som vi skal møde på udebane i næste spillerunde.
Næste spillerunde er 18 og 19 august – begge damehold spiller på hjemmebane om søndagen.
På dameholdenes vegne
Vinni og Tina