Min første sæson i Værløse Golfklub
Året er gået godt, jeg er blevet taget godt imod af jer medlemmer, har fået gode nye kollegaer, og har fået god støtte fra Kontoret, Pro-erne, Bestyrelsen og Baneudvalget. TAK for det.
Efter min start den 1. februar, gik jeg ture på denne dejlige golfbane for at danne mig et overblik og få en ide om, hvor jeg ville lægge min tid og mine kræfter i sæsonen. Kort efter kom greenkeeperne tilbage fra deres afspadsering. Vi afholdte møder og gik på banen sammen, for at lære hinanden at kende. Jeg fortalte om mine planer for året, og de kom med deres input. Derefter lagde vi en samlet plan med det mål at skabe den bedst mulige golfbane til jer.
Greens har været lidt af en udfordring til at starte med. Dem skulle jeg lige lære at kende. Græssets sammensætning, jordbundsforhold, filt i græsset, gødningsniveau og væksthastighed på græsset. Det er vi alt sammen ved at få styr på, så I får nogle gode greens at spille på fremover.
Der er meget filt i vores greens. Filt gør, at greens er meget våde i toppen, og vandet har svært ved at komme igennem øverste vækstlag. Det giver større risiko for svamp og mos, som vi selvfølgelig ikke skal have på greens.
Så det er noget, der skal arbejdes på at fjerne. Det gør vi ved at gøde mindre, vande mindre og prop prikke. Det fjerner filt i toppen af græsset, og giver luft til greens.
Det store projekt med at skifte sprinklere på alle greens er næsten færdigt. Det bliver helt klart til sæsonstart. Der har været problemer med at få leverandøren til at overholde de tidsplaner, der blev lagt. Men kvaliteten af arbejdet er i orden.
Forgreens/omgivelser. Vi har skriftet cylinderne på græsklipperne ud til nogle med lidt større mellemrum, så græsset bliver nemmere at klippe, og det giver et pænere udseende. For at hæve niveauet på forgreens skal vi arbejde med mere topdress og eftersåning. Det vil også hjælpe på problemet med de mange ormeskud. Det er en langvarig proces, vi skal have i gang.
Teesteder. Det er den samme maskine, der klipper teesteder som forgreens, så udseendet bliver også pænere her. Vi har brugt meget tid på at reparere divots på grund af det store pres på banen. Teestederne skal prikkes, sås og dresses for at holde dem jævne.
Fairways har vi topdresset i foråret, for at I kunne få glæde af jævne fairways det meste af året. Fairways er også blevet lidt mindre. Det har gjort, at vi som regel kan holde os foran jer spillere, og dermed ikke forstyrrer jer så meget.
Bunkers har vi revet efter behov 3-5 gange om ugen, vi har skåret og buskryddet kanter efter behov, renset for ukrudt og efterfyldt med sand efter behov.
Semiroughen er blevet mindre. Det giver tid til at klippe den mere, og frigiver tid til andre opgaver på banen. Den bliver lidt større til næste år.
Roughen har også været en sag for sig. Som I nok har lagt mærke til, er der kommet mere af den. Det har givet banen et andet udtryk, som jeg synes passer til det område banen ligger i. Det har også frigivet mere tid til andre opgaver på banen. Der kommer ikke mere rough, lidt mindre nogle steder. Den bliver høstet en gang om året.
Træer skal tyndes ud og stammes op, så det bliver lettere at få plads til et sving, når man har slået skævt og ligger ved et træ i roughen.
Stier. Græsstier vil blive luftet, efter sået og topdresset. Grusstier vil blive renest for ukrudt og efterfyldt.
Søerne vil jeg gøre mere synlige. Furesø Kommune har været forbi for at rense søen på hul 4 op. Det er deres ansvar, da det er regnvand fra bebyggelsen bag golfbanen, der løber ned til søen på hul 4.
Vi afventer Furesø Kommunes tilladelse til, at vi selv må gå i gang med at rense vandet og søen på hul 15.
Der er et par andre projekter forude, som også afventer godkendelse fra kommunen. Det drejer sig om ændring/nedlægning af nogle bunkers og etablering af lynhytter på banen.
Vi, jeg og den øvrige greenkeeperstab, ser frem til at forsætte arbejdet, så I kommer til at opleve en endnu flottere bane til næste sæson.
God jul og godt nytår.
Martin Hjort
Chefgreenkeeper
Værløse Golfklub