Forhåbentlig har vi mange golfrunder på banen til gode i år. Men vi er begyndt på vinterforberedelserne og har igangsat tiltag, der skal beskytte de mest udsatte områder:
Kun til stregen…
For at beskytte områderne omkring greens vil vi, som vist her på billedet fra hul 12, før alle greens markere hvor tæt på green, det er tilladt at køre. Det gælder både med buggy, scooter, løbehjul og trolley. Så det er hertil og ikke længere.
Vi beder jer respektere markeringerne og dermed hjælpe os med at passe på banen.
Vinterbanen i år
Når vi kommer dertil, og det er kun vejrguderne, der ved, hvornår det bliver, så bliver det i år en 16 huls bane med spil til de herunder nævnte vintergreens, som vi altså indtil da arbejder på, skal blive så gode som muligt.
Det er hul nr. 14 og 15, der bliver taget ud for at skåne dem igennem vinteren.
Blå cirkler
Vi er begyndt at forberede vintergreens. For at de skal blive spilbare og så gode som muligt, har vi allerede nu markeret med blå cirkler, hvor de kommer til at ligge. De blå streger er at regne som blå pæle, dvs. I skal droppe frit efter reglerne, så områderne i cirklerne ikke bliver ødelagt af mærker efter opslået tørv.
Skift af sprinklere
Som vi tidligere har informeret om, så har vores leverandør, Agrometer genoptaget arbejdet med at skifte sprinklerne på greens.
På hul 3-4-6-7 og 11 er arbejdet færdigt. I de kommende uger bliver det hul 10-17-15 og 13 i nævnte rækkefølge. I hverdagene er der provisorisk green på det hul, hvor de arbejder. Husk at tage hensyn.
Puttinggreen trænger til hvile
Den store puttinggreen ved rangen er voldsomt slidt og beskadiget. Vi er nødt til at give den fred og lukke den ned, i første omgang i 14 dage.
Puttinggreens ved terrassen kan stadig benyttes.
Nedslagsmærker, nu igen
Det er desværre nødvendigt igen, igen at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at ALLE retter sine nedslagsmærker op, og også gerne et par af de andres. Du har sikkert selv oplevet hvor irriterende det er at skulle putte hen over et ikke oprettet mærke. Desuden giver mærkerne grobund for svampeangreb og langvarige skader på greens.
På denne årstid, hvor der kommer meget nedbør, er det dybe kratere vi ser på greens. Husk, at selvom din bold er løbet ud af green, så har den sandsynligvis skabt et nedslagsmærke der, hvor den ramte green.
Se video, der viser, hvordan du bedst muligt retter nedslagsmærker op
Martin Hjort
Chefgreenkeeper