Årets Idrætspris til Thorbjørn

Torsdag aften kårede Furesø Kommune på rådhuset årets mestre, uddelte Årets Lederpris og overrakte Årets Idrætspris.

Årets Idrætspris gik fuldt fortjent til Thorbjørn, som har haft en fantastisk sæson med deltagelse i Ryder Cup, sejr i Italian Open og otte top 10 placeringer.

Thorbjørn er travlt optaget downunder, så det var hans mor – Hanne Kit Olesen – der på Thorbjørns vegne modtog prisen af Borgmester Ole Bondo Christensen og straks donerede pengesækken til juniorarbejdet i Værløse Golfklub.

Hanne takkede på Thorbjørns vegne for prisen, og udtrykte sin glæde over de mange idrætstilbud i Furesø Kommune, som Thorbjørn i udsøgt grad gjorde brug af som ung. Han har spillet både fodbold, basketball og endte altså i golfsporten lidt ved en tilfældighed, da han ikke måtte være alene hjemme, mens resten af familien enten var på arbejde eller på golfbanen.

TILLYKKE THORBJØRN OG MANGE TAK FOR DONATIONEN

Sekretariatet/Pia